Hvis der er noget, jeg får virkelig mange spørgsmål om, er det buddhisme. Der er rigtig mange som har snuset lidt til nogle af de buddhistiske ideer, og har fundet dem så tiltalende, at de har lyst til at vide mere. Og det forstår jeg jo så udmærket, så derfor vil jeg i en periode dedikere Langsom Lørdag til en slags Buddhisme 101, med alle de begrænsninger og faldgruber, et sådant projekt byder på.
Buddhismen kan af og til virke ganske overvældende, i al sin blomstrende mangfoldighed af forskellige praksisser, indviklede ritualer og besynderlige kulturelle islæt. Derfor vil rigtig mange, når de kaster sig over studiet af buddhismen, give sig til at lede efter kernen; det der virkelig tæller – buddhismen i en nøddeskal.
Buddhaen sagde, at han underviste i lidelse og lidelsens ophør, og at alt andet var sekundært. Se, dét er jo til at have med at gøre! Det interessante er, at han gjorde det ved at bevidstgøre folk, åbne deres øjne for, hvordan virkeligheden fungerer. Han viste, hvordan alting hænger sammen i et net af årsager og virkninger, at intet er bestandigt eller indeholder en fast, varig kerne eller essens, og at der dermed ikke er noget man kan finde varig lykke i. Når alt er foranderligt, ville det jo være tåbeligt at lade sin lykke afhænge af noget – for når det man skulle have lykke af forandres, risikerer man jo at ens lykke forsvinder…
Hvis man skal pege på én bærende ide i buddhismen, må det være netop denne ide om foranderlighed og afhængig oprindelse; at alt opstår, forandres og forgår i et subtilt samspil mellem årsager og virkninger. I den tidligste buddhisme kender man ideen som Pratītyasamutpāda, mens man i Mahayana buddhismen taler om Shunyata. I virkeligheden er det to sider af samme sag; ord og navne er fuldkommen ligegyldige, og det hele kan koges ned til den helt simple variant: Når A er, kommer B til.
I sin negative form: Når A ikke er, kommer B ikke til, er det en beskrivelse af den buddhistiske vej til frihed fra lidelse. Lidelse, fortæller Buddhaen, kommer af begær. Hvis vi fjerner begær, fjerner vi selve lidelsens grund. Søger vi endnu længere tilbage, til begærets grund, finder vi uvidenhed. Hvis der ikke er uvidenhed; hvis vi fuldt erkender altings sande natur (som værende mærket af Shunyata, som et produkt af Pratītyasamutpāda), vil begær ikke opstå.
Og med det in mente kan man så give sig til at overveje, om det overhovedet giver mening at lede efter en kerne i et religiøst/filosofisk system, der har ikke-Selv som ultimativ præmis, eller om jeg har fået skrevet mig selv ind i en klassisk catch-22… Det ser vi nærmere på i næste uge.
