Kan I huske sidste søndag, hvor jeg fortalte at jeg havde endnu et par gode bøger på vej til mig? Nå, men nu er de kommet, og de er alt hvad jeg havde håbet! De er fra Tales.dk fra deres overdådige krea-sektion, og de er ikke det sidste, jeg har købt derfra!!
I dag vil jeg vise jer Pica Pau og dyrevennerne, som faktisk er en bog som jeg har ledt efter. Jeg så nemlig et billede på nettet af en vidunderlig fræk frø, hæklet i det blødeste grønne bomuld. Den blev ved med at spøge i mit hoved – jeg ville jeg have fat på opskriften, så jeg kunne lave den til barnesøndagsbarnet! Forestil jer min overraskelse, da jeg fandt bogen på Bogreolen, klikkede den hjem, ivrigt bladrede frem til frøen – og så dette:
Jeps. Han hedder Victor, den frække frø, og er således navnebror til barnesøndagsbarnet. Det må være mere end en tilfældighed 😉
Nu har jeg fået lavet Victor (frøen, ikke barneønskebarnet!), og hunden Daniel Jack Russel, som barnevidunderbarnet ønskede sig. Jeg regner også lidt med at blive sat i gang med enten dragen Gertrude eller enhjørningen Robin – som altså er en Pegahjørning!! – eftersom barnevidunderbarnet har fået frit valg på alle hylder. Derefter må næste projekt på nålen næsten blive næsebjørnen Marcus, til minde om det mægtige slagsmål jeg havde med en næsebjørn i Rios jungle (over en Paçoquita; min brasilianske yndlingssnack. Næsebjørnen vandt…men kun fordi den havde længere klør!).
Alle dyrene kommer med deres egen kære historie. Gertrude har for eksempel et blødt punkt for antik græsk keramik, mens flagermusen Hugo arbejder som professionel oversætter for flere NGO’er over hele verden, og Marcia Alpaka (Må. Lave. Alpakaen!) har studeret alle de gamle tekstilhåndværkstraditioner i sit hjemland, Peru.
Jeg har fuldkommen overgivet mig til Yan Schenkels sprudlende sydamerikanske univers, og elsker at læse historien om hendes vej frem til hæklenålen. Bogen er absolut genial, fuld af inspiration, og dertil så omhyggeligt udformet, at selv en helt ny hækler vil kunne følge med. Med Pica Pau, en hæklenål og et par bundter bomuldsgarn kan hvem som helst fremstille bedårende dyr, så det er bare at komme i gang!
Efter at have savlet over bogens mange skønne væsner har jeg fluks fyldt butikken op med bomuldsgarn i alle farver, og jeg ved således godt, hvad den næste tid skal gå med her i huset. Er der nogen, der vil være med? Vi kunne hækle os igennem bogen i fællesskab!