Disse ord kommer til jer fra sidste mandag. De er skrevet mens jeg stadig troede at jeg ville være i tilbagetrækning i templet, men samtidig tænkte, at jeg da lige ville sørge for, at der dog skete et eller andet herinde imens. Og det er jeg jo rigtig glad for nu, når virkeligheden har spillet mig et puds, så jeg ligger underdrejet med vintervirus og værkbruden krop, og har ondt af mig selv 😉
Hvis der er kommet nye læsere til, som ikke ved det, så er jeg “buddhistisk præst” (i mangel af bedre ord), og fungerer som leder af et buddhistisk tempel/uddannelsested/retreatcenter. Jeg har været praktiserende buddhist i lige godt 20 år, og påbegyndte min formelle uddannelse og træning i 2004. Jeg er ordineret soryo (og det er her, jeg mangler et dansk ord, for den direkte oversættelse er munk, hvilket ikke umiddelbart giver så meget mening), men jeg oplever stadig, at der er uendeligt meget at lære. Heldigvis, for jeg elsker at lære.
3-4 gange om året går jeg i tilbagetrækning sammen med en håndfuld kolleger, og det er noget jeg holder umanerligt meget af. At sidde der, helt stille, og tillade verden at ske. Øve sig på at være intenst tilstede, uden at bedømme, vurdere, mene noget om noget som helst – uha, det er godt. Det er på ingen måder nemt, men det er godt, og jeg vokser af det.
Efter sådan en tilbagetrækning synes alting at have fundet sin rette plads. Ting fylder det, de skal fylde, og jeg har fået sorteret i mit hoved, helt uden at gøre noget. Og dét er egentlig ret tankevækkende: at så mange storartede ting kan ske, hvis bare jeg sætter mig ned og gør ingenting tilpas længe.
