Gennem tiden har jeg grådigt læst mig igennem adskillige hyldemeter af buddhistisk faglitteratur. Faktisk kunne man snildt begrave mig under alle de bøger, jeg lykkeligt sled mig igennem i løbet af min uddannelse. Selvfølgelig var der ikke nødvendigvis hele vejen igennem tale om ren lystlæsning – ikke al faglitteratur brillierer som pageturners – men så har jeg suppleret med lidt af det, som jeg altid har holdt meget af: buddhistiske selvbiografier. Opbyggelige fortællinger om man vil, typisk opbygget omkring helt særlige praksisperioder.
Det kan være tre år i en hule, et hundrede dages stille afsondrethed, eller tolv års specialiseret praksis.
Buddhistisk ekstremsport er altid sjovt. At læse om, i hvert fald. Personligt har jeg trukket grænsen ved tre uger under ekstreme konditioner, men det er mest fordi jeg er doven.
Heldigvis forhindrer min dovenskab mig ikke i at nyde – og lade mig inspirere af – andres dedikation, og jeg har netop fundet en ny inspirationsbog til samlingen: Niels Lyngsøs 10 dages stilhed.
Det er fortællingen om den brave kamp, forfatteren kæmpede, og lærte at holde op med at kæmpe, med sig selv under et 10-dages retreat i stilhed. Vi følger ham fra han ankommer, så godt som fuldkommen uforberedt, til han flere år senere har adskillige timers meditation bag sig.
Alle hans oplevelser undervejs er genkendelige, velbeskrevne, og lette at relatere til. Det gør bogen umiddelbart vedkommende, og dermed også ekstra inspirerende. Jeg mærkede selv trangen til bare at holde min mund og sætte mig ned, fordi Lyngsøs levende beskrivelser mindede mig så tydeligt om, hvor godt det er. Godt, gennem al smerten.
Selvom jeg ikke helt (eller ikke overhovedet, faktisk) køber præmissen om et 10 dages retreat som “The ironman of meditation” *, har det ikke afholdt mig fra at nyde den velskrevne og medrivende bog, som altså også er røget direkte ind i min samling af spændende, personlige beretninger.
Jeg satte umådelig pris på, at alle de afsnit af bogen, som er af mere teknisk tilsnit, er skrevet med stor omhu og indsigt. Forfatteren er velbevandret i den buddhistiske tradition, og det kommer læseren til gode. Vigtigst af alt betyder det, at han fermt undgår den klassiske “Buddhismen siger…”-fælde. På intet tidspunkt påberåber han sig den Ægte, Uforfalskede Buddhisme, og han er tydeligvis helt på det rene med, at buddhismen er et komplekst sammensurium af tekster, dogmer, fortolkninger og praksisser. Buddhismen bærer tydeligt præg af at der aldrig har været en Moderkirke, hvor tvivlsspørgsmål kunne afgøres, så det vi står med i dag, er resultatet af et par tusinde års udvikling i et utal af forskellige retninger. Om det skal regnes som en fordel eller en ulempe, vil jeg lade være op til den enkelte at afgøre. Jeg tilbyder det bare som en serviceoplysning, og som en forklaring på min begejstring for Lyngsøs fintfølende præsentation.
Bogen kan læses på Saxo Premium, som tilbyder 30 dages gratis prøveperiode lige nu.
* Hvis vi absolut skal tale om en buddhistisk ironman, giver det nok mere mening at vende blikket mod for eksempel de japanske Kaihogyo munke. Deres meditationspraksis består i, at de går/løber hvad der svarer til 2 maraton om dagen. Hver dag. 100 dage i træk, igennem 12 år. Nå ja, og så afslutter de lige med 9 døgns uafbrudt meditation, uden hverken søvn, mad eller drikke – en præstation som til stadighed vækker undren hos de læger, som følger spændt med fra sidelinjen.
