Nå, det lykkedes mig jo at blive færdig med min egen version af John Little’s Lommeuld – en helt enkel, klassisk cardigan med raglanærmer, lommer og lange, smalle ærmer.
Og det er faktisk et stykke tid siden, og jeg har brugt den en hel masse. Men jeg har haft taget opskriften ned, fordi jeg fandt en del fejl i den. Kan ikke helt forstå, hvordan de har sneget sig igennem mine mange korrekturlæsninger og den grundige teststrik, men det kunne de altså. Super ØV, men nu er den klar igen, og denne gang (forhåbentlig!!) uden fejl.
Trøjen er super anvendelig, fordi den er smal nok til at kunne bruges under en jakke, men samtidig varm nok til at gøre en forskel. Garnet, Drops Alpaca Silk, er virkelig lækkert. Det er blødt, let og fnugget som mohair, men det hverken kradser eller fælder!! Jeg har strikket min i sort, og det er på den ene side en mægtig god ide, fordi den så passer til nærmest alt i min garderobe, og på den anden side knap så smart, fordi den er nærmest umulig at fotografere… Jeg har gjort mit bedste, og håber I kan se hvor fin den er 🙂
Opskrift på Lommeuld, voksen-version
Størrelse s (m) l
Overvidde 100 (106) 106 cm
Længde 53 (55) 57 cm
Strikkefasthed 14 m på 10 cm i glatstrik med to tråde Brushed Alpaca Silk på p. 6
Garnforbrug 200 (225) 300 g Drops Brushed Alpaca Silk. Jeg har strikket min cardigan i farve 16, sort.
Bemærk: Mine gratis opskrifter er ikke nødvendigvis testet i alle størrelser! Læs mere om vilkårene for gratis opskrifter i dette indlæg.
Halskant og bærestykke
Slå 63 (67) 71 m på pind 5. Strik 10 cm rib (1 ret, 1 vr) frem og tilbage på pinden – start fra vrangen med 1 kantmaske, 1 vr, 1 r osv – slut med 1 vr, 1 kantmaske.
Efter 2,5 cm laver du et knaphul i venstre forkant, ved at strikke (fra retten) 1 kantm, 1 r, slå garnet om p, strik 2 r sammen, 1 vr, 1 r, osv p ud. Dette gentages når arb måler 7,5 cm.
Når arb måler 10 cm skifter du til p 6 og glatstrikning, bortset fra de første og de sidste 5 masker, hvor du fortsætter med at strikke ret over ret og vrang over vrang. Samtidig tager du 9 m ud jævnt fordelt på den første p, som strikkes fra vrangen.
Nu skal du både strikke vendepinde for at forhøje trøjen bagtil, og samtidig starte raglanudtagninger. Læs derfor hele resten af dette afsnit igennem, før du strikker videre.
Strik næste p fra retten således: 1 kantm, 1 r, 1 vr, 1 r, 1 vr, tag 1 m ud, strik yderligere 12 (13) 13 m r (bliver til det ene forstykke), marker 1 m til raglanudt, 3 (3) 4 m ret, tag 1 m ud, 3 (3) 4 m ret (bliver til ærme), 1 markeret m, 8 (8) 8 r, tag 1 m ud, 8 (10) 10 r, tag 1 m ud, 8 (8) 8 r (bliver til ryg), 1 markeret m, 3 (3) 4 m ret, tag 1 m ud, 3 (3) 4 m ret (bliver til ærme), 1 markeret m, 5 (6) 6 r, tag 1 m ud, 2 (2) 2 r, vend. På denne p har du taget 6 m ud, så du nu har 78 (82) 86 m (inkl. de m der ikke er strikket).
2. p: Strik vr indtil der er 10 m tilbage på p. Vend.
3. p: Strik r til første markerede m, lav en raglanudt (se nedenfor), strik r frem til næste markerede m, lav en raglanudt, strik r frem til næste markerede m, lav en raglanudt, strik r frem til næste markerede m, lav en raglanudt, strik r til der er 12 m tilbage på p. Vend.
4. p: Strik vr indtil der er 12 m tilbage på p. Vend.
5. p: strik r frem til næste markerede m, lav en raglanudt, strik r frem til næste markerede m, lav en raglanudt, strik r frem til næste markerede m, lav en raglanudt, strik r frem til næste markerede m, lav en raglanudt, strik r over r, vr over vr resten af p.
Fremover strikkes ret over ret, og vrang over vrang.
Raglanudtagning: Start lige inden du skal til at strikke en markeret maske. Saml løkken mellem de to masker (altså løkken mellem den maske du netop har strikket og den markerede maske) op på venstre pind, og strik den drejet ret – strik den markerede maske ret – saml løkken mellem de næste to masker (altså mellem den markerede maske og den næste maske på omgangen) op fra arbs vrangside med venstre pind, og strik den ret.
Strik nu 36 (38) 38 p med 18 (19) 19 raglanudtagninger (lav raglanudt på alle p fra retsiden), så du har 224 (236) 240 m på p, fordelt således: 36 (38) 38 m (forstykke), 1 markeret m, 43 (45) 47 m (ærme), 1 markeret m, 62 (66) 66 m (ryg), 1 markeret m, 43 (45) 47 m (ærme), 1 markeret m, 36 (38) 38 m (forstykke). Strik 2 (2) 4 p uden udtagninger.
Opdel arb, så de 4 markerede masker tages med til ærmerne. Nu har du to gange 36 (38) 38 m til forstykkerne, 60 (64) 64 m til ryggen, og to gange 45 (47) 49 m til ærmerne.
Ryg og forstykke
Saml ryggens og forstykkerne m på en p 6. Slå 4 m i hvert af de to mellemrum mellem forstykke og ryg, så du har 142 (150) 150 m, og fortsæt i glatstrik med stolpe i rib på forstykkernes yderkanter (fortsæt altså med at strikke r over r, vr over vr).
Når arb måler 13 (15) 17 cm fra de opslåede masker under ærmegabet, laves der lommer på de to forstykker. Lad arb med kroppen hvile, og strik lommekanten:
Slå 14 m op på p 6, og strik 3 cm glatstrik. Strik endnu en lommekant magen til den første.
Tag igen fat på kroppen, og strik næste p fra retten således: 1 kantm, 1 r, 1 vr, 1 r, 1 vr, 6 (8) 8 r, sæt de næste 14 m på tråd, strik r frem til der er 25 (27) 27 m tilbage på p, sæt de næste 14 m på tråd, strik 6 (8) 8 r, 1 vr, 1 r, 1 vr, 1 r, 1 kantm. På næste p sættes de to lommekanter ind, som erstatning for de 12 (12) 14 (14) m du har sat på tråd. Strik 12 cm. På næste p tager du 9 m ind jævnt fordelt, og skifter til p. 5 og ribstrik. Start fra vrangsiden, og strik 1 kantmaske, 1 vr, 1 r osv – slut med 1 vr, 1 kantmaske. Luk elastisk af når arb måler 53 (55) 57 cm.
Ærme
Ærmerne strikkes rundt, enten med strømpepinde eller magic loop-teknikken.
Sæt ærmernes 45 (47) 49 m på rundp eller strømpep nr. 6. Saml 4 m op i de masker du slog op mellem ryg og forstykker, så du har 49 (51) 53 m på omg, og fortsæt rundt i glatstrik.
Når arb måler 6 cm fra de opslåede m, begynder du indtagninger. Marker mellemrummet mellem de to midterste m under ærmet, og strik på hver side af markeringen 2 m r sammen – således tager du 2 m ind hver gang. Lav disse indtagninger ialt 8 gange, med ca. 3 cm imellem.
Når arb måler 30 cm fra de opslåede m, tager du ind så du har 30 (32) 34 m tilbage, skifter til p 5 og rib (1 r, 1 vr). Strik 15 cm rib, og luk elastisk af.
NB: Hvis du er ligeså hård ved dit tøj som mig, og konstant skubber ærmerne op, kan du overveje at gå helt ned på en pind 4,5 for at gøre ribben ekstra fast. Jeg er konsekvent begyndt at gå en halv pindestørrelse ned til ærmernes rib, fordi det gør den langt mere holdbar.
Strik det andet ærme på samme måde.
Montering
Strik lommer: Sæt de 14 m fra tråden på p 6, tag 1 m ud i hver side, så du har 16 m, og strik ca. 12 cm glatstrik. Luk m af, og sy lommen fast på trøjens bagside med usynlige sting. Buk lommekanten om til vrangen, og sy den fast med usynlige sting.
Buk halskanten om til vrangen, og sy den fast. Hvis du vil, kan du sy en elastiktråd rundt langs sømmen – så skal du bare være opmærksom på, at den ikke trækker forkanten sammen.
Sy små sting rundt langs de to knaphuller i venstre forkant, som nu ligger oven på hinanden, og således er ét knaphul.
Hæft alle ender, sy knapper på højre forkant, og sy knaphuller ud for knapperne i venstre forkant.
Er gået i gang med denne skønne cardigan i str M, Men kan ikke få maskeantallet til at stemme efter ribben: slår 67 m op og strikker rib. Tager 12 m ud som beskrevet= 79 m. Herefter bliver der som beskrevet taget 5 m ud på næste pind. Det giver 79+5=84 masker. Men du skriver, at der nu skal være 82 masker på pinden! Hvordan kan det hænge sammen?
Glæder mig sådan til at kunne komne videre
Der er simplethen en fejl i opskriften – tak fordi du opdagede den! Den er rettet nu.
Der skal kun tages 10 masker ud efter ribben, ikke 12.
Garnet er lidt svært at pille op, og jeg tror faktisk godt, du kan slippe afsted med bare at tage de to overskydende masker ind, jævnt fordelt på omgangen.
Tusind tak for hurtigt svar 🙂
Er det også en fejl, at der på første glatpind efter rib står, at der skal tages en maske ud efter knaphulsstolpen? For så bliver det 6 udtagninger på den omgang (og ikke 5, som der står i opskriften).
Det var da utroligt!!! Ja, det er (endnu) en fejl, som jeg straks vil rette. Tak ❤️
Hej igen. Du må altså undskylde, men jeg kan heller ikke få maskeantallet på forstykkerne til at stemme efter raglanudtagningerne…. Jeg starter med at have 18 m på hvert forstykke (efter rib) i str M. Så skal jeg lave 19 raglanudtagninger. Det bliver 18+19=37 m. Men i opskriften står der at jeg skal ende med 38 m….
(Hvis jeg laver en omgang med raglanudtagninger mere, så stemmer antal masker på ryg og ærmer ikke).
Mange hilsner Benedikte
Det er da helt i orden! Opskriften har drillet en del, og den skal da vist tages ned og tjekkes igen.
En enkelt maske burde ikke forrykke balancen i cardiganen, så fortsæt du bare med de 37.
Så er jeg ved at være færdig – og har fået det til at fungere med lidt justeringer.
Lige en ting, som jeg synes er vigtigt at du får rettet: Du har skrevet det dobbelte garnforbrug i forhold til hvad der kræves. Jeg ved ikke om det er fordi der kun er 25g pr nøgle, at du har fået regnet forkert. Jeg sidder i hvert fald tilbage med garn nok til en hel cardigan mere….
Wow, det er da noget af en fejl!!! Det retter jeg straks.
Hvis du har købt garnet af mig, tager jeg det gerne tilbage – og ellers vil jeg foreslå at du strikker Eksperimentet, som også er en skøn sag
Hej jeg er gået igang med at strikke lommeuld, men der er kun beskrevet hvor de 2 første knaphuller skal være. Skal der være 5 cm imellem
Vh Pia
Hvis du læser videre i opskriften kan du se at de øvrige knaphuller sys efter du er færdig med at strikke.
Tak for svar, men skal jeg så fortsætte med at strikke rib i hver side ?
Og hvis over hvis mange masker ?
Jeg kan kun se der skal være rib i den side der er knaphuller
Det ser umiddelbart sådan ud, men det er fordi du strikker vendepinde. Jeg har prøvet at forklare det lidt bedre i opskriften – håber det hjælper.
Tak for svar, jeg må prøve
Bare gå stille og roligt frem, uden at spekulere for meget over det. Så snart du er færdig med vendepindene er det helt ligetil!
Tak det vil jeg gøre, og tak for opskrift på en flot cardigan
Mvh Pia
Selv tak Bare skriv hvis det bliver ved at drille!
Tak