Jeg tror måske, at der er lige så mange veje til det lykkelige, langsomme liv, som der er mennesker der ønsker sig et lykkeligere, langsommere liv. Det giver egentlig lidt sig selv: vi starter ikke samme sted, så hvorfor skulle vi tro, at vi skal gå samme vej for at nå målet? Alle veje fører til Rom, bevares – men den der starter i Timbuktu skal formentlig følge en lidt anden vej, end den der starter i Trondheim.
Min vej er den buddhistiske. Jeg blev første gang opmærksom på buddhismen i 1987, da jeg gik i skole med en buddhistisk munk. Jeg var imponeret af buddhismen, men slet ikke klar – det var jeg til gengæld nogle år senere, da min lillebror introducerede mig til sin nye buddhistiske praksis. Når jeg tænker tilbage, kan jeg egentlig ikke rigtig sige, hvorfor jeg blev buddhist. Det virkede ikke helt som et valg; det måtte bare være sådan. Til gengæld er jeg meget bevidst om, hvorfor jeg stadig er buddhist; hvorfor jeg lader den buddhistiske filosofi informere mine livsvalg, og hvorfor jeg sætter tid af, hver eneste dag, til kontemplative og meditative øvelser.
Det er simpelthen fordi jeg ikke længere ønsker den slags liv, jeg havde før. Mit liv før var hurtigt, smart, og meget meget vredt.
Et langsomt liv ser ikke særlig smart ud udefra. Fart er spændende, sexet, cool, og fremfor alt konkurrencedygtigt, mens langsomt egentlig bare er rart. Men bare rart er altså vigtigere for mig.
Når man lever langsomt, får man tid til omhu. Man får tid til at dvæle ved alle de små detaljer, som ellers fortaber sig i Det Store Billede – men det er de små detaljer, der tilsammen udgør et liv. Derfor vælger jeg at risikere at være kedelig, og kedelig er faktisk heller ikke så galt endda. Hvis man tør at kede sig, åbner der sig måske en verden af nye muligheder, som ellers ville være blokeret af alle de distraktioner, vi – ofte uden overhovedet at tænke over det – hælder ud over os selv.
Har du prøvet at være helt alene med dig selv? Uden telefon, computer, bog eller selskab; bare sidde for dig selv? Hvordan føltes det? Rigtig mange bliver urolige af at være alene med sig selv, og begynder ret hurtigt at række ud efter måder at aflede sig på.
Jeg blev engang spurgt, om det da var en skidt ting, og spørgsmålet efterlod mig måbende. Den der spurgte, mente selvfølgelig, at det var fint at bruge sin tid optimalt. “Gør nu noget – lad være med bare at sidde dér!” er en accepteret måde at forholde sig til livet og dets udfordringer på. Jeg foreslår, at du prøver det modsatte:
Sid nu dér – lad være med bare at gøre noget.
Hvis du aldrig har prøvet det, kunne du jo gøre det lige nu. Så kan det være, du finder ud af, hvorfor jeg synes det er en god ide, at vi lærer at nyde at være sammen med den eneste, vi hele tiden er sammen med. Os selv.
