Når livet er som en tur i en rutchebane, man er for lille til at køre i

De sidste par uger har været en bizar rejse, med stoppesteder ved den ypperste, absolutte lykke, ved en dum skuffelse, og ved dyb og hjerteskærende sorg.

Vi er blevet fejret af venner og familie, som øste så meget kærlighed ud over os, at vi knap kunne tro vores lykke. Vi så yngstesønnen få Den Eneste Ene på en overdådigt festlig dag. Vi blev skuffede over, at vores skærmydsler med retssystemet gik i overtid. Og endelig blev vi ramt af en sønderknusende sorg, da et nært og kært familiemedlem pludselig blev alvorligt og uforklarligt syg.

sorg

I buddhismen taler man om fire umålelige dyder – egenskaber som, hvis man kultiverer dem med omhu, giver umålelige glæder. Det er kærlig venlighed, medfølelse, evnen til at glæde sig på andres vegne, og endelig sindsro.

Specielt sindsro umådeligt vigtig. Kan man finde modet til at tåle, at livet gør som det gør, uden at lade sig flå itu af det, er meget vundet. Det er ikke nemt, i hvert fald ikke i begyndelsen, men det er umagen værd.

Livet er omskifteligt, og livet går op og ned. Opad er nemt nok at holde af. Glæden er ikke svær at lukke ind i livet, men glæden får os ofte til at glemme, at den ikke må tages for givet. Livet er en gave, men den kommer ikke med nogen garantier for, at det hele vil være en dans på roser. Nogen gange velsigner glæderne os, andre gange rammer sorgen. Nogen gange så tungt, at man nærmest knuses.

Når sorgen rammer, er det let at blive tung, og meget tungt at være let. Jeg gør mit bedste. Jeg gør mig også umage med ikke at vende virkeligheden ryggen, ikke at ‘opfinde’ en virkelighed som passer mig bedre. Jeg prøver at holde ud at se det som er – men også at sørge for at se det hele. Eller måske skulle jeg snarere sige ’se så meget jeg kan’.

På et tidspunkt florerede der en morsom lille ting på Facebook; en film hvor der var to kolonner med hastigt skiftende billeder. Instruktionerne lød på, at man skulle fæstne blikket imellem de to kolonner, så man kun så billederne med sit perifere syn. Når man havde gjort det en tid, ændrede billederne karakter, og blev nærmest til karikaturtegninger. Og på den måde var en Facebook-dille pludselig et fremragende undervisningsværktøj, som på fineste pædagogiske vis illustrerede, hvor grov og upræcis vores perception egentlig er.

Hvis ikke vi gør os umage med at se, så ser vi kun det, vi kigger efter. Hvis vi er triste, ser vi kun det triste, og glemmer dermed det gode – og det gør det ikke nemmere at komme fri af tristessen. Når sygdom rammer, glemmer vi nemt, at livets fine ting stadig findes; at én er truet, men at de andre gode og vigtige mennesker i ens liv stadig er trygge. På en eller anden måde kommer det også nogen gange til at se ud som om vi kan kæmpe imod sygdom med sorg, selvom vi jo godt ved, det ikke er sandt. Det føles bare sandt i øjeblikket, og gør det svært at trække sig op. Men man skal op, for tillader man sig selv at gå under, kan man ikke være der tilstrækkeligt for alle de andre, som også er ramt.

Så nu vil jeg gå ud og se, og se godt efter. Og så vil jeg tro det bedste.

Måske vil du også læse...