Der er ikke noget, der inviterer mere til at sætte tempoet ned, end sommeren. Lange sommerdage der dirrer tungt af varme, og som nærmest umærkeligt glider over i lune, lyse nætter, som kun kan bruges til at være.
Eller hvad med de pragtfulde regnvejrsdage, hvor man med god samvittighed kan slænge sig i en god stol under et halvtag, så man kan se alting blive vasket grønt og duftende af silende vand? Jeg knuselsker sommerregn. I rimelige mængder, forstås – og bliver det for voldsomt, kan man jo gøre en sport ud af at finde på ideer til regnvejrsnydningen.
Sommerdage er skabt til lette, lange kjoler, til bare tæer i køligt græs, koldskål med kammerjunker og traveture i skove der næsten er alt for grønne. Grillfest på en tirsdag, bare fordi. Og god tid til det hele.
God tid er den ultimative luksus, og det er en luksus man altid bare kan tage sig. Er der alt for meget du skal gøre, til at du har tid til at have god tid? Jeg vil vove den påstand, at der altid er lommer af god tid, i enhver aktivitet. Udfordringen er bare at få øje på dem.
Giv dig tid til at strække dig, når du vågner. Mærk kroppen vågne op, og byd den nye dag velkommen. Man kan kun sjældent selv bestemme, hvilke opgaver dagen vil byde på, men man kan bestemme, hvordan man vil gå til dem. Vil du jage gennem pligterne for at nå frem til fritiden, eller vil du lede efter glæden i hver enkelt opgave?
Om sommeren skærer jeg ned på “mig-og-min-Mac”-tid (sagde bloggeren…), og vælger i stedet at gå udenfor – uden at have computeren med (i en papkasse for at blokere for genskin. Ja, det har jeg gjort, og ja, det virker). Jeg nusser om de små ting, og kommer overens med, at jeg ikke kan nå alt det jeg gerne vil. Ikke lige med det samme, i hvert fald. Men sjovt nok ser jeg gang på gang, at jeg faktisk når mindst ligeså meget, når jeg bevidst tager mig god tid, som når jeg jager fra det ene til det andet. Og så får jeg glæden ved de små ting med som en ekstra bonus.
Nogen gange kan jeg føle mig begrænset af, at jeg skal være et bestemt sted i et bestemt tidsrum. Det sker, når jeg har glemt, hvad god tid handler om. Tiden er jo alle vegne, og hvorfor skulle jeg lade mig begrænse af, at jeg har vænnet mig til at tænke, at tiden hjemme i haven er mere værdifuld end tiden i en bilkø? Liv er liv, og eftersom det alligevel er der, kan jeg jo ligeså godt nyde det!
Men nydningen tager tid – eller rettere opmærksomhed. Når jeg er opmærksom, finder jeg nemlig helt automatisk tiden. Og så kunne man jo også overveje at sortere i sine aktiviteter, lidt på samme måde som man fra tid tid anden kan have glæde af at sortere i sine ejendele.
Der er ikke noget, der inviterer mere til at sætte tempoet ned, end sommeren. Det skulle da lige være efteråret, når skoven rødmer over sin egen egen skønhed, og haven er tung efter sensommerens frodighed. Eller vinteren, når vi kryber ind foran den knitrende ild med et lunt tæppe, en god bog, og et hundeøre at nusse. Nå ja, og så selvfølgelig det sprøde forår, når man kan falde i staver over de modige små spirers stræben efter solen…
