Når man vælger sit liv, får man et enormt råderum. Man fravælger det der tynger, og tilvælger det der glæder. Et af de tilvalg jeg har gjort, er at bringe spiritualitet ind i mit liv. Det har jeg ikke gjort på egen hånd. Jeg har fået god hjælp, både fra flere af mine kære, og fra vildt fremmede.
Min mormor lærte mig at tro. Den slags kommer ikke nødvendigvis af sig selv; der er en grund til, at man taler om troens nådegave. Min mormor troede på en gud – det gør jeg ikke, men det gør sådan set ikke den store forskel. Der er millioner af guder i verden, og jeg tror jo trods alt kun på én mindre end hende *. Det var selve troens velsignelse, hun lærte mig.
Som ung eksperimenterede jeg med forskellige trosretninger. Jeg prøvede kristendommen af, og både teosofien og antroposofien, men i disses tre religioner stødte jeg på ting, jeg oplevede som begrænsninger. Jeg stødte på nogen absolutter, som jeg ikke fungerede så godt med, og lagde til sidst min søgen på hylden.
På et tidspunkt blev min bror buddhist, og det syntes jeg var på én gang fascinerede og besynderligt. For hvorfor dog det…? Jeg havde gået i skole med en buddhist, og var allerede dengang nysgerrig på denne fremmedartede tro. Det var spændende at høre ham fortælle, og jeg overøste ham med spørgsmål, men følte aldrig trangen til at tage det næste skridt, så at sige.
Denne trang kom for så vidt aldrig. Det der skete var, at min bror inviterede mig med til et buddhistisk møde, og som den venlige storesøster jeg er, kunne jeg naturligvis ikke drømme om at takke nej. Jeg stillede pligtskyldigst op, forberedt på en lang, filosofisk diskussion bagefter. Hvad jeg imidlertid ikke var forberedt på, var den helt instinktive oplevelse af, at dette her, det var bare rigtigt. At jeg var kommet hjem.
Men det var det, og det var jeg. Og jeg har aldrig set mig tilbage siden. Her, knap 20 år senere, er buddhismens enkle sandheder og fornuftsbaserede tilgang til livets mirakel stadig en kilde til fornøjelse, livsglæde og læring for mig.
Et spørgsmål jeg altid får, når jeg er ude og holde foredrag om buddhisme, er det indlysende: ”Hvorfor blev du buddhist?” Fremragende spørgsmål, min kulturelle baggrund taget i betragtning, men ikke ét jeg har noget fornuftigt svar på. De første par gange jeg fik spørgsmålet, famlede jeg mig lidt frem. Noget med noget ’erfaringsreligion’ og ’brugbare arbejdshypoteser’, som jo ikke på nogen måde levede op til spørgerens naturlige forventning, så derfor begyndte jeg i stedet at overtage spørgsmålet, og lave det om til det langt enklere: ”Hvorfor er du stadig buddhist?” Fordi det er nemt at svare på, og fordi svaret for så vidt kunne have været svaret på det oprindelige spørgsmål, hvis jeg i tide havde stillet mig selv de rette spørgsmål.
Jeg er stadig buddhist, fordi jeg simpelthen ikke længere vil finde mig i at leve sådan, som jeg levede før. Jeg gider ikke mere leve med den konstante, underliggende uro, uanset hvor svag den kan være i gode tider. For svag eller stærk; den var der altid – og den har fra tid til anden hilst på igen, hvis jeg i en periode har negligeret mine meditationer og andre spirituelle øvelser. Den der lillebitte, svagt urovækkende fornemmelse af at være et tandhjul som ikke falder fuldkommen i hak med alle de andre tandhjul, som livet består af.
Fordi jeg er sådan lidt af en Puch Maxi-type, var det selvfølgelig ikke nok for mig ’bare’ at nusse lidt rundt med noget buddhisme. Næ nej, jeg ville gerne bede om hele pakken. Så den fik (tog) jeg. En Master’s Degree i Buddhist Studies og otte års munketræning inklusiv fuld ordination, intet mindre kunne gøre det. For andre ville mindre formentlig have kunnet gøre det, men for mig var det den eneste rigtige løsning, som jeg til stadighed nyder godt af. Og det leder mig frem til min pointe, som er, at der ikke findes én rigtig vej. Eller jo, det gør der: der findes én rigtig vej for os alle, hver især, der hvor vi er lige nu og her. Men min vej er ikke din vej, og der er det herlige ved veje, at man altid kan dreje fra, vende om, eller træde til side. Og hvis man har tid til at se efter, så møder man som regel også en masse dejlige mennesker på dem. God rejse!
* Tak til Ricky Gervais for den forunderligt frigørende indsigt – én enkelt gud skal da ikke skille nogen, vel?
