Bairroen Lapa ligger nær centrum i Rio de Janeiro. Det er et farverigt kunstner-kvarter, som nok er bedst kendt for Escadaria Selarón, Selarons Trin. Det er en verdensberømt trappe, som er skabt af chileneren Jorge Selarón, som en hyldest til det brasilianske folk (Eu te amo = jeg elsker dig).
Selarón begyndte at renovere den nedslidte trappe der løb fra Lapa op til Santa Teresa, lige forbi hans hus, tilbage i 1990. I starten drillede naboerne ham med hans besættelse af det de så som et vanvittigt projekt, men efterhånden tog flere og flere del i dekorationerne, der nu dækker hele trappen med kakler, keramiske malerier og spejle. Det var et kærlighedsarbejde for ham, og det stod på gennem 23 år, helt frem til hans død i 2013, hvor han blev fundet livløs på trinene.
Det er nemt at lade sig opsluge af trappen og dens omgivelser ? der er et menneskemylder uden lige, og hvert eneste trin byder på små skatte. Min personlige favorit er nok denne undskyldning til hans udlejer:
“Dona Elena, min kære frue,
Jeg vil gerne sige undskyld for ikke at have betalt huslejen til tiden de seneste år, hvor jeg har dekoreret på trappen. Tak for din forståelse.”
Trinene ud for hans lejlighed, de første der blev dekoreret, er holdt i blå, grøn og gul; farverne i det brasilianske flag, og der er også et sjovt maleri af ham.
Hele kvarteret er sprudlende og farverigt, og man støder hele tiden på Selaróns små kommentarer til aktuelle begivenheder, som for eksempel dette maleri:
Det er også her man finder Carioca Akvadukten, som stammer fra midten af det 18. århundrede, hvor den blev bygget for at skaffe frisk vand fra Cariocafloden til byens indbyggere. I slutningen af det 19. århundrede blev akvadukten omdannet til en viadukt for den berømte sporvogn, der kører rundt i Lapa og Santa Teresa.
St. Sebastian katedralen ligger lige foran viadukten. Det er et kæmpe bygningsværk, der tjener som hovedsæde for Rios ærkebiskop. Den er bygget som en hyldest til Rios beskytter, St. Sebastian, i Mayaernes pyramide-stil, og måler 75 meter i højden. Med en diameter på 106 meter giver den plads til 20.000 personer.
Jeg vil klart anbefale et besøg i Lapa. Det er et virkelig festligt og spændende sted, omend det ikke er helt ufarligt. Det kan sagtens lade sig gøre at slentre rundt i kvarteret, men kom om dagen, og tænk dig om, så du ikke risikerer at skabe problemer for dig selv. Lad for eksempel være med at stille dig op i de allermest belastede gader med et kamera…