Min bullet journal

Den gang jeg lavede det her gamle indlæg, var der en som spurgte, om jeg havde hørt om bullet journals. Det havde jeg, men kun lige akkurat, så jeg begyndte at undersøge sagen nærmere. Nøj, for en verden af kreativ skønhed og overlegen organisation, som dermed åbnede sig for mig! – men den åbnede sig kun på klem, så at sige. Jeg lykkedes nemlig aldrig med mestre denne form for DIY kalender på en måde, som tilfredsstillede både mit behov for kontrol og mit behov for skønhed.

Jeg forsøgte mig endnu engang i begyndelsen af dette år. Indkøbte en fin lille notesbog, og gik i gang med at opdele, strukturere og udsmykke – men måtte ret hurtigt indse, at mine ambitioner oversteg min formåen. Min bullet journal skuffede mig, fordi den slet ikke var hverken pæn eller praktisk nok, og i øvrigt tog alt for lang tid at håndtere. Jeg mener, når små-prikkede sider er alt man tilbydes, er der lang vej til de indtagende kunstværker, som Instagram flyder over med, hvis man søger på #bulletjournal…

min bullet journallæsning

Men nu har forlaget Frydenlund lavet en præfabrikeret bullet journal, som jeg har været så heldig at få fingrene i. Malou Dahl Andersen har opbygget den, og Caroline Asferg Madsen har illustreret, hvilket vil sige, at alt det hårde arbejde er lavet på forhånd. Til gengæld er den stadig er ’åben’ nok til at kunne tilpasses nærmest ethvert behov. Man bestemmer selv, hvad der skal fylde i ens liv, for der er kun ganske få af listerne og boksene der er allokeret til bestemte formål. Nogle færdiglavede bullet journals har en meget fast struktur fra starten, med lister der ofte kredser om personlig sundhed (som måske ikke er allerhøjest på min private liste), og som egentlig ikke levner meget rum til individuelle tilretninger.

Denne her kan du fylde hvad som helst i. Notater om TV-serier som skal ses, nørklerier som absolut må forsøges, mål der virkelig godt må opfyldes (og intet mål er for småt, for du sætter dem selv). Bagest i bogen er der en håndfuld dedikerede lister over serier og film man vil se, bøger man vil læse, drømmer, budgetter, rejser med mere – dem bruger jeg meget, fordi jeg alt for ofte har hørt om spændende sager, blot for at glemme alt om dem øjeblikket efter. Nu får de plads i min bullet journal, der således også bliver til en slags katalog over interessante oplevelser.

min bullet journal

For hver måned er der først et månedsopslag med kalender og små bokse til noter og huskesedler. Så er der et par sider med lister man selv kan udfylde. Det kan for eksempel være større projekter der skal håndteres, ønskesedler, bøger man har læst i månedens løb – lige hvad man finder relevant for den pågældende måned. For hver uge er der tilsvarende ugeopslag (hvor man selv udfylder datoerne, så man kan springe om bord når man vil – den er ikke specifik for 2018). Her kan man detailplanlægge, lave madplaner, sætte mål for ugen og så videre. Endelig har hver måned, efter ugeopslagene, et par sider til refleksioner. Hvordan gik måneden? Fik du gjort, det du ville? Fik du nogen gode ideer? Alt sammen kan føres ind i din kalender, så den relaterer sig til både fremtid, nutid og fortid.

Og det er, for mig at se, netop styrkerne ved en bullet journal: At den er helt personlig, og at den kan bruges til meget mere end bare at huske aftaler. Den kan bruges til at strukturere din tid, og bagefter lære noget af dine valg. Du kan følge op på, om du egentlig husker dine prioriteter i hverdagen. Hvis det viser sig, at De Store Ting ind imellem glider i baggrunden, kan din bullet journal måske hjælpe dig med at finde ud af, hvorfor det sker, så du kan gøre anderledes fremover. Den kan, hvis du vil, hjælpe dig til at forstå dig selv bedre. Og så er den pæn, nærmest helt af sig selv – og det tæller også!

Måske vil du også læse...

2 Comments

  1. Ditte Beck says:

    Kære Pia, kan nikke genkendende til projektet med en bullet journal. Jeg forsøgte mig de første måneder i år, men gav så fortabt. Det var for omfattende

    Derfor er jeg ret begrejstret for at læse, at jeg ksn købe en præfabrikeret.

    Kan du fortælle, hvor jeg kan bestille den fine bullet journal henne?

    De bedste hilsner,
    Ditte

    1. Hej Ditte, det er helt genialt at man nu kan købe sig til det mest omfattende – men måske knap så genialt at jeg glemte at lægge et link ind! Du kan købe den her: https://www.frydenlund.dk/boeger/varebeskrivelse/4332

Comments are closed.