Lommeuld, babyversion

Sidste uge fortalte jeg om mit nye sommerprojekt med fine små cardigans til både mig selv og de søde små. Jeg gik glad i gang med at strikke til mig selv (fordi jeg trængte, sådan helt på Matadorsk), men lod mig alligevel lokke af det fine, lyseblå uldgarn og de tynde pinde, hvorfor jeg endte med at gøre John Little’s cardigan færdig først. Han har jo også brug for et privat gemmested, så lommer måtte der til – og han er mægtig glad for den 😉

Opskrift på Lommeuld

Størrelse 0 (3) 6 (12) mdr
Overvidde 23 (24) 27 (28) cm
Længde 25 (26) 28 (31) cm
Strikkefasthed 23 m på 10 cm i glatstrik med p 3,5.
Garnforbrug 150 (150) 200 (250) gr Baby Merino

lommeuld

Halskant og bærestykke

Slå 83 (87) 87 (91) m på pind 3. Strik 2 (2) 3 (3) cm rib (1 ret, 1 vr) frem og tilbage på pinden – start fra vrangen med 1 kantmaske, 1 vr, 1 r osv – slut med 1 vr, 1 kantmaske.

Nu skal du både strikke vendepinde for at forhøje trøjen bagtil, og samtidig starte raglanudtagninger. Læs derfor hele resten af dette afsnit igennem, før du strikker videre.

Skift til p 3,5 og strik næste p fra retten således: 1 kantm, 1 r, 1 vr, 1 r, 1 vr, tag 1 m ud, strik yderligere 8 (10) 10 (10) m r, marker 1 m til raglanudt, 16 (16) 16 (18) m (bliver til ærme), 1 markeret m, 10 m, tag 1 m ud, 11 m, (22 m; det samme på alle størrelser – bliver til ryg), 1 markeret m, 16 (16) 16 (18) m (bliver til ærme), 1 markeret m, tag 1 m ud, 3 (5) 5 (5) r, vend. På denne p har du taget 3 m ud, så du nu har 86 (90) 90 (94) m (inkl. de m der ikke er strikket).

2. p: Strik vr indtil der er 10 m tilbage på p. Vend.

3. p: Strik til første markerede m, lav en raglanudt (se nedenfor), strik r frem til næste markerede m, lav en raglanudt, strik r frem til næste markerede m, lav en raglanudt, strik r frem til næste markerede m, lav en raglanudt, strik r til der er 14 m tilbage på p.

4. p: Strik vr indtil der er 14 m tilbage på p. Vend.

5. p: strik r frem til næste markerede m, lav en raglanudt, strik r frem til næste markerede m, lav en raglanudt, strik r frem til næste markerede m, lav en raglanudt, strik r frem til næste markerede m, lav en raglanudt, strik r over r, vr over vr resten af p.

Fremover strikkes ret over ret, og vrang over vrang.

Raglanudtagning: Start lige inden du skal til at strikke en markeret maske. Saml løkken mellem de to masker (altså løkken mellem den maske du netop har strikket og den markerede maske) op på venstre pind, og strik den drejet ret – strik den markerede maske ret – saml løkken mellem de næste to masker (altså mellem den markerede maske og den næste maske på omgangen) op fra arbs vrangside med venstre pind, og strik den ret.

 

Strik 20 (26) 28 (32) p med 10 (13) 14 (16) raglanudtagninger (lav raglanudt på alle p fra retsiden), så du har 166 (194) 202 (222) m på p, fordelt således: 24 (29) 30 (32) m (forstykke), 1 markeret m, 36 (42) 44 (50) m (ærme), 1 markeret m, 42 (48) 50 (54) m (ryg), 1 markeret m, 36 (42) 44 (50) m (ærme), 1 markeret m, 24 (29) 30 (32) m (forstykke). Strik 5 p uden udtagninger.

Opdel arb, så de 4 markerede masker tages med til kroppen. Nu har du to gange 25 (30) 31 (33) m til forstykkerne, 44 (50) 52 (56) m til ryggen, og to gange 36 (42) 44 (50) m til ærmerne.

 

Ryg og forstykke

Saml ryggens og forstykkerne m på en p 3,5. Slå 6 (6) 8 (8) m i hvert af de to mellemrum mellem forstykke og ryg, og fortsæt i glatstrik.

Når arb måler 6 (8) 9 (10) cm fra de opslåede masker under ærmegabet, laves der lommer på de to forstykker. Lad arb med kroppen hvile, og strik lommekanten:

Slå 12 (12) 14 (14) m op på p 3,5, og strik 2 cm glatstrik. Strik endnu en lommekant magen til den første.

Tag igen fat på kroppen, og strik næste p fra retten således: 1 kantm, 1 r, 1 vr, 1 r, 1 vr, 4 (7) 6 (7) r, sæt de næste 12 (12) 14 (14) m på tråd, strik r frem til der er 21 (24) 25 (26) m tilbage på p, sæt de næste 12 (12) 14 (14) m på tråd, strik 4 (7) 6 (7) r, 1 vr, 1 r, 1 vr, 1 r, 1 kantm. På næste p sættes de to lommekanter ind, som erstatning for de 12 (12) 14 (14) m du har sat på tråd. Strik videre, til  arb måler 10 (13) 14 (15) cm. På næste p tager du 9 m ind jævnt fordelt, og skifter til p. 3 og ribstrik. Start fra vrangsiden, og strik 1 kantmaske, 1 vr, 1 r osv – slut med 1 vr, 1 kantmaske. Luk elastisk af når arb måler 25 (26) 28 (31) cm.

 

Ærme
Ærmerne strikkes rundt, enten med strømpepinde eller magic loop-teknikken.

Sæt ærmernes 36 (42) 44 (48) m på rundp eller strømpep nr. 3,5. Saml 6 (6) 8 (8) m op i de masker du slog op mellem ryg og forstykker, så du har 42 (48) 52 (56) m på omg, og fortsæt rundt i glatstrik.

Når arb måler 12,5 (14) 16,5 (20) cm tager du 6 (12) 10 (14) m ind jævnt fordelt på omg, og skifter til p. 3 og ribstrik over de resterende m. Luk elastisk af, når ærmet måler 15 (16,5) 19 (22,5) cm.

Strik det andet ærme på samme måde.

 

Montering

Strik lommer: sæt de 12 (12) 14 (14) m fra tråden på p 3,5, tag 1 m ud i hver side, så du har 14 (14) 16 (16) m, og strik ca. 4 (5) 6 (7) cm glatstrik. Luk m af, og sy lommen fast på trøjens bagside med usynlige sting. Buk lommekanten om til vrangen, og sy den fast med usynlige sting.

Hæft alle ender, sy knapper på venstre forkant, og sy knaphuller ud for knapperne i højre forkant.

Måske vil du også læse...