Det startede simpelthen så fint – solen skinnende, humøret var højt, og sønnen var i topform. Universet tog sig selv i nakken, og alt var beregnet til at være fantastisk.
De stolte forældre solidt bænket. De fleste herovre kender os, og vi har derfor typisk rigtig god plads omkring os. Peter kan nemlig råbe virkelig højt, og jeg har en frygtelig ubehagelig stress-lyd; lidt som et stort og højlydt marsvin der er kommet i klemme under bænkerækkerne.
Der var så meget smukt at se på – jeg elsker for eksempel når min babys arm bliver hævet i sejr. Og så lige pludselig var det ikke smukt mere. I samme sekund barnet begyndte at gå ud fra måtten, kunne vi se at noget var rivende galt. Og det var det – rivende galt. En alvorlig fodskade, muligvis et brud. Så er bronze virkelig en trøstepræmie 🙁
I morgen skal vi sige farvel til vores store søn, men tirsdag kan vi så sige goddag til den yngste. Sorgrigt og glædesfyldt, det er livet som nogens mor.. Når først man én gang har delt sin krop og sit liv med et andet menneske, gør det ondt at give slip, og jeg laver nærmest ikke andet. Dumme unger, som insisterer på at bo på hvert sit kontinent…
Tillykke med medaljen men øv med foden. Det lyder dog til at det var til sidst i konkurrencen, hvis jeg må have lov at se på det lidt possitivt 😉 Årk, jeg har ikke forstået du har en søn boende på hver sin kontinent. Det synes jeg virkelig at det er synd for jer! Jeg kæmper for at alle mine børn skal blive boende i Aalborg, kan ikke forestille mig, at ikke have dem i nærheden. Rejse selv rundt i verden i ikke mindre end 10 år når vores børn var små – det håber jeg virkelig ikke at mine egne børn udsætter mig for. Fortsat god tur! Kh Malin
Det var rigtig øv med foden, for guldet var hans (sagde moderen)!
Jeg håber det lykkes dig at holde børnene i Aalborg, eller i det mindste samlet. Hvis bare mine kunne blive enige om et sted at bo, fulgte jeg gerne efter dem…