100 dage

Normalt læser jeg udelukkende e-bøger når jeg rejser, men denne gang har jeg slæbt en papirbog med: 100 dage, af Lotte Kaa Andersen. Den har vist sig rigeligt at være sin vægt værd, for hold nu op, hvor den er god!

I 100 dage møder vi familierne fra Hambros Allé 7-9-13, Lotte Kaa Andersens første roman, igen. Vi kigger ind hos Line, fem år efter finanskrisen, familiens ruin, og hendes mands selvmord. Line, hvis fornemmeste opgave i livet tidligere var at stå som familiens centrale omdrejningspunkt (og eksercersergent), bor nu alene. Hun savner kærlighed og fællesskab, og søger det på diverse online portaler. Her finder hun lægen Peter, der synes som skabt for hende.

Vi genser Caroline, skilsmisseadvokaten som måtte sætte sin mand, den nyrige ejendomsmægler Kaare, under administration efter hans vilde (og fejlslagne) spekulationer i det vaklende ejendomsmarked, og deres søn Lukas, som i denne bog har fået sin egen distinkte stemme.

Og så møder vi selvfølgelig Cille og Ask, det unge par som endte med et sminket lig af et hus på en af Danmarks dyreste adresser. I Hambros Allé 7-9-13 hørte vi, hvordan Asks honette ambitioner var ved at køre den unge familie i sænk, indtil Cille tog over. Nu er Cille uden job, og ved at gå helt i stykker. Ask har fuld fart på karrieren, mens hun sidder derhjemme og modtager afslag efter afslag på alle de stillinger hun, med stadigt mindre entusiasme, søger.

100 dage lever fuldt op til sin forgænger, som jeg elskede. I min ungdom kastede jeg mig lyksaligt over Christian Kampmanns herlige bøger om familien Gregersen, og Lotte Kaa Andersens serie skriver sig på mange måder ind i samme tradition. Serien er uovertruffen i sit lette, præcise og levende sprog og forfatterens enorme empati, som lader læseren få så intimt et indblik i personernes liv, at selv tilsyneladende uelskelige personer, som for eksempel den kontrollerende Line, der benhårdt slæber hele familien med op ad den sociale rangstige, og den braldrende og storskrydende Kaare, som flagrer fra den ene ide om iscenesat fornemhed til den næste, pludselig kommer til live, og vækker vores medfølelse og forståelse.

Bogens tre kvinder møder hvert deres vendepunkt, og benytter muligheden for at træde i karakter. Caroline, som har tilbragt de sidste fem år med en ægtemand, hun har lagt på is, og i øvrigt overladt til, mere eller mindre egenhændigt, at forvalte familiens ydre rammer, vækkes af sine drømme. Caroline drømmer om Den Perfekte Familie, som hun ser levendegjort af både kronprinsparret og, noget tættere på, men alligevel så langt fra, hendes søsters familie. I 100 dage beslutter hun at påtage sig ansvaret for den familie hun har. Sønnen Lukas er gledet fra hende, og Kaare er blevet skubbet væk, helt ind på sit eget soveværelse, men Caroline håber på, at en omrokering til et mindre og billigere hus vil kunne bringe dem på ret spor igen. Hun både frygter og drages mod den ultimative katastrofe, samtidig med at hun overser de virkelige katastrofer i sønnens liv. Caroline forestiller sig, at hun kan lukke afstanden mellem familiens medlemmer med en flytning til et af Kaares nyrenoverede huse, som dog bærer sine helt egne problemer med sig.

Cille tager arbejde som besøgsven, og den ældre enkefrue, Rita, vækker gennem litteraturen hendes nysgerrighed efter at lære sine egne ønsker for livet at kende:

– Uanset hvor mange gange jeg læser Madame Bovary, kan jeg blive ved med at nyde sproget og finde noget nyt i den. Og hver gang ærgrer jeg mig over Emmas dumheder, men jeg holder også af hende, og den får mig altid til at skraldgrine. Og det store spørgsmål er jo, hvad er det, Emma Bovary vil have? Hvad er det, der mangler?
Mon Rita forventer, at hun kan svare på det? (……) Hun er bare ikke vant til at tale om bøger på den måde, sammen med nogen, måske kan hun lære det, hun prøver at følge Ritas tanke.
– Ja, hvad er det egentlig, hun vil have? Hun vil vel have det hele, ligesom os andre, tror du ikke? siger Cille. Hun vil gerne elske sit barn og sin mand, men hun har ikke ro på sig, fordi der er noget inden i hende, der ikke er på plads, eller, jeg ved ikke helt, hvad man skal kalde det, men jeg forstår hende faktisk ret godt.

Cilles mand, Ask, er flygtet ind i en uvirkelig drømmeverden. Ikke engang sin egen drømmeverden, men mexicanske Eduardo Macedos drømmeverden, som er sat til skue på Facebook. Ask er besat af Eduardo, en flygtig bekendt, hvis hemmelige opskrift på Det Gode Liv Ask desperat søger efter. Det er først da Cille finder ’tilbage til sig selv’ (og jeg undskylder for den triste floskel!), at han kan løsrive sig fra drømmen, og vende sig mod virkeligheden.

I det hele taget er bogens tema sammenstødet, eller måske snarere valget, mellem den iscenesatte drømmeverden og den levende virkelighed. Line, som vi fra seriens første bog kender som en hårdnakket iscenesætter, møder den velhavende læge Peter, og umiddelbart ser det ud til, at hun vil kopiere hele sin fortids mønster med ham. Men Line har lært sin lektie, og det demonstrerer hun, da hun, i sit personlige vendepunkt, beslutter sig for at spørge åbent ind til de diskrepanser, hun synes at se i Peters økonomi. Om hun så dvæler længe nok ved svaret kan diskuteres – og det vil det forhåbentlig også blive i den 3’er, som jeg næsten ikke kan vente på!

Den vanskelige 2’er i en serie, som på mange måder lægger linjen for efterfølgerne, er her så veludført, at jeg håber på mange flere bøger om pengearistokratiet i Københavns nordlige udkant. Alle bogens personer står skarpt, og bliver interessante i deres forskellighed. Skiftene mellem synsvinkler gør, at man hele tiden bliver nødt til lige at læse lidt mere, fordi man har lyst til at følge hver enkelt historie til dørs, og slutningen lægger på samme måde så spændende op til en efterfølger.

Tusind tak til forlaget Rosinante for anmeldereksemplaret; det var en fornøjelse!