Søndags Snapshots

Jeg sidder og hygger om en lille, let melankoli – en stille klang af mol, som naturligvis kan henføres til det faktum, at halvdelen af mine kære små har forladt mig. De skulle videre på nye eventyr, og det er jo, som det skal være. Jeg er bare frygteligt dårlig til at sige farvel.

Ugen har ellers været af dén slags, hvor alting bare fungerer. Hvor alt er smukt og rart og godt. Hvor livet tager sig i nakken, turbanen er propfuld af appelsiner, og de stegte duer basker én om ørerne hele tiden. Jeg har med andre ord virkelig nydt alt det gode, vores lille hjørne af Paradis har at byde på, og jeg har gjort det i det mest udsøgte selskab. Der har været mange højdepunkter – faktisk så mange, at man i virkeligheden knap kan tale om ‘højdepunkter’, fordi jeg har været høj hele tiden 😉

Dejlige sejlture på Comosøen, med den yndigste kaptajn. En af turene gik til Bellagio, hvor vi skulle indkøbe Årets Ferietaske; en ufravigelig tradition, som har ledt til at svigerdøtrene og jeg har hver en omfattende samling af hverdagsanvendelige ferieminder, og det er jo en god ting.

Jeg plejer at finde mine souvenirs hos en ældre herre, som får sine egne designs syet op på sønnernes lille systue, hvor de udelukkende bruger hjemmeproducerede skind. Et hyggeligt arrangement, som jeg normalt omhyggeligt støtter, men i år fandt jeg ikke noget…

Gåtur i de korte skyggers tid. Stegende varmt, men også vældig hyggeligt, og måske nok tiltrængt med en smule bevægelse!

Svømmetur i dagens sidste solstråler. Faktisk var der regndråber iblandet solstrålerne, og det var mægtig pænt. Og efter sigende dejligt, og ikke spor koldt.

Aftentur til øen. Bare øen, for der er kun den samme i søen, og dens fortryllende restaurant er en institution. Netop i dag er det nøjagtig 12 år siden, jeg var her første gang. Det var til min mors 60 års fødselsdag, hvor vi havde bedt de lokale om tip til den absolut bedste restaurant i området – svaret var klart: Locanda Isola Comacinaog vi er helt enige! Så enige, at vi er blevet ved med at kommer her igennem 12 år.

Nutellastjerne. For dét må der til, når lynene knitrer og tordenen buldrer. Og også gerne hvis solen skinner 😉

Nu går jeg en travl uge i møde. Der skal plantes middagsblomster i de nye potter, og … ikke så meget mere. Det er stadig ferietid. Der er sol på himlen, gode bøger på min iPad, spændende garn i kurven, og dejlige mennesker omkring mig – men absolut ikke ret mange faste planer.

Jeg ønsker jer alle en magisk uge, hvad enten I er midt i ferien eller hverdagen. Nyd hvert enkelt øjeblik – og husk at spise masser af isvafler!

Måske vil du også læse...

4 Comments

  1. Hvor lyder det dejligt, altsammen! Og hvor ligger den restaurant helt fortryllende smukt! Jeg er ellers ikke så meget for at rejse, men jeg sidder da og får lyst til en tur til Italien 🙂 Fortsat god ferie til dig og dine!

    1. Italien bør bestemt være øverst på din liste, Nana. Især området heroppe ved søerne – her er smukt, roligt og helt vidunderligt! Også god ferie til dig og familien, og fortsat god fornøjelse med blomsterdyrkningen

  2. Fru Moll says:

    Håber, du er kommet i “dur”, når du får taget hul på dagen!
    Strålende idé med en ferietaske – det praktiserer jeg også, når vi rejser. Jeg har et ret veludviklet taskegen, som bliver flittigt plejet. Håber, du finder én, for udvalget er stort i Italien. Fortsat god ferie!

    1. Er helt oppe igen – og har fundet Årets Taske!! Dejligt at høre fra en anden taske-fan

Comments are closed.