Det har været nogen skrappe dage i den her uge – men jeg tror lige jeg starter med de gode oplevelser, som begge knytter sig til yngstesønnens forestående bryllup. Vi var afsted med det vordende brudepar og brudens forældre (som er et par ualmindeligt dejlige mennesker. Så heldig er man ikke altid med de mennesker der kommer ind i ens privatsfære via ægteskab, men vi har godt nok vundet den helt store gevinst i co-svigerforældre-lotteriet!) for at prøvesmage bryllupsmiddagen. Mums, det var godt – og god mad i godt selskab hjælper jo altid på humøret.
I går var der polterabend for min svigerdatter, og jeg troppede selvfølgelig op og var ung med de unge. Synes selv jeg gjorde en mægtig fin figur, men har valgt ikke at bede om anmeldelser… Kunne ikke lige være med til de sjove cocktails (se mere om dén lykkelige historie nedenfor), men kan sådan set også sagtens være dum uden – og så er jeg jo sluppet for hovedpine i dag!
Ellers har ugen bare været sorgfuld og trist. Jeg mistede min gamle kat – og ja: der vil givetvis være nogen, som ikke helt forstår hvor ondt den slags gør. Heldige dem. Eller måske ikke? Jeg delte katten med min mor, som den valgte at flytte hen til, efter den havde været på pension hos hende i en længere periode, mens jeg rejste rundt i Asien. Og netop min mor sagde noget meget smukt og rigtigt om sorgen. “Hvis man vælger at involvere sig, ved man jo også godt, at smerten kommer før eller siden”. Det er så sandt, så sandt – og det har faktisk hjulpet mig lidt, for jeg vil jo ikke undgå at involvere mig. Jeg vil tage imod livet med åbne arme, og gør man det, må man også indstille sig på at tage imod døden. Men jeg savner Løvekongen, som jeg har kendt i mere end 18 år, som jeg har rejst med, som har opdraget massevis af hunde til at være høflige overfor (læs: rædselsslagne for) katte, og som har lagt navn til vores båd, Søløvekongen. Han har været der gennem ungernes teenageår, han blev her da de flyttede hjemmefra, han tog imod barnevidunderbarnet med stor værdighed og generøsitet. Han er en del af vores historie, og uh hvor jeg savner ham.
Som om det ikke var nok, har jeg også været syg. Jeg har fået så meget antibiotika at jeg er slået helt omkuld, og selvfølgelig skulle noget af det være af “kan fremkalde en Antabuslignende reaktion i kombination med alkohol”-typen. Ingenting er i det hele taget bare ikke særlig rart, og jeg er efterhånden så træt og udgrædt at jeg ligner en gammel mand. Næste uge kan kun blive bedre…
Hej PIa,
Jeg forstår dig til fulde. Jeg har elsket og mistet flere katte igennem mit efterhånden ret lange liv, og man savner dem, så det gør helt ondt. Og med hensyn til det der med antibiotika og ‘kan have antabuslignende effekt’? Jeg tænkte, at lad os nu se, og det havde det ikke 😀
Knus, Karen
Tak Karen – det er stygt at miste de små pelskugler 🙁
Mht medicinen, så troede jeg heller ikke helt på apotekeren, og havde egentlig besluttet at lade det komme an på en prøve – men da jeg tjekkede indlægssedlen, mistede jeg modet… måske jeg tør teste det en anden gang 😉
Små poter setter store spor… Det er vanskelig å miste, men din mor sa det så klokt. :o) Gode tanker.
Små poter sætter store spor – hvor er det dog fint sagt! Det vil jeg huske, sammen med min mors kloge ord. Tak for det.