Søndags Snapshots fra en Coronauge

God søndag, alle sammen! Hvordan går det derude? Jeg håber alle holder modet oppe og nyder den hverdag, som er Den Nye Normal. Jeg skal jo være den sidste til at beklage mig – mit hverdagsliv har ikke ændret sig markant med nedlukningerne, men jeg savner min amerikanske familie. Jeg er inderligt taknemmelig for de herlige muligheder vores digitaliserede verden giver, men nu trænger jeg altså snart til et knus.

Ugen har ellers været mægtig fin, og jeg er helt på det rene med, at det ikke nytter at klæbe sig fast til de ting, som ikke kan lade sig gøre. Jeg skal meget hellere kaste mig over alt det, som godt kan lade sig gøre, og sørge for at nyde det i fulde drag. Og det har jeg så gjort!

Jeg startede ugen med at træde ud af en overmåde dejlig – og tiltrængt – tilbagetrækning, og som altid var jeg sprudlende fuld af boblende energi. Alting er simpelthen så nemt, når jeg lige er kommet ud af tilbagetrækning. Alt står lysende klart og enkelt foran mig, og hverdagen bliver til et tag-selv-bord af fristende muligheder.

En ting blev meget tydelig for mig efter fem dage i et stramt skema: Hvis jeg skal kunne sameksistere fredsommeligt med mine dorske tilbøjeligheder, har jeg brug for struktur. Det duer ikke at blive ved med at sidde og katastrofehygge, mens man bilder sig ind, at Den Gamle Normal banker på om et øjeblik. Derfor er jeg vendt tilbage til min fastlagte arbejdsstruktur, med alle mine elskede lister. Og det er godt, og jeg er glad.

Læs om mine hjemmearbejdsvaner

Læs om mine uundværlige lister

Jeg har tilbragt en god del af ugen med blå fingernegle. Ikke et look jeg almindeligvis går efter, men barnevidunderbarnet og jeg havde gang i en en af vores kreative øvelser: vi bagte fine pandekager med masser af smukke mønstre. Og så bliver fingrene altså lidt misfarvede, og således får man et dejligt (og langvarigt…) minde om en smuk dag.

I har garanteret set den masser af gange; den betagende og fuldkommen overvældende digtoplæsning ved Biden/Harris’ indsætning. Nøj hvor jeg tudede… fordi jeg er en tuder, og det er det jeg gør, når tingene er smukke og gode. Og onsdag var smuk og god, og Amanda Gorman er aldeles magisk.

Næste uge burde bestemt også placere sig i den gode ende. Verden er bare en smule mindre af lave nu, og på det hjemlige kan jeg se frem til en helt særlig fejring. Min lille baby har fødselsdag, og det er altid rørende – men endnu mere denne gang, hvor han fylder rundt! Tænker måske, at vi skal lufte hans fødselsdagseventyr, så mor kan få tudet godt igennem 😉

Hav en vidunderskøn uge derude. Husk at bemærke alt det fine, og at give et ekstra luft-knus. Især til dem, du ikke forstår. Alle vokser i lyset af omsorg, tålmodighed og forståelse, og skrumper ved skam og skyld og synd og straf. Vi tumler alle sammen med hver vores sorger og problemer, men aldrig er det sket, at man nogensinde har fået det bedre af at gøre andre kede af det.

Måske vil du også læse...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.