Søndags Snapshots fra Italien

Al den fortræd vi har været omgivet af på det sidste, er så småt begyndt at give slip. Det er som om verden er kommet i tanke om, at jeg faktisk allerbedst kan lide den, når den er rolig og rar, og passer godt på os alle sammen. Det er jo mageløst i sig selv, og når man så tilsætter en ekstrabonus i form af italienske bjerge, skal man faktisk gøre sig lidt umage for at blive hængende i tristessen. Så det lader vi være med. Vi tager imod, og vi nyder. Især nød vi barnevidunderbarnet, som forgyldte vores første dage hernede – uovertruffent selskab jo, og noget så sjovt med al hendes hittepåsomhed. 

For eksempel handler det lige for tiden meget om gale streger. Altså dem, jeg lavede som barn, og dem er der ret mange af. Pinagtigt mange i virkeligheden, og jeg tænker at jeg vist skylder min mor en undskyldning. Og inden alle nu kryber op på den høje hest, så prøv lige at tænke rigtig godt efter. Mon ikke I også har en historie eller to? Og kunne I mon lokkes til at dele dem?

Barnevidunderbarnets favoritter er dem (i flertal. Jeg var ikke noget vakst barn) om da jeg låste mig selv inde, og min mor måtte redde mig ud, men på en fin andenplads kommer den om franskbrødet fra bageren, der blev ædt af en hund på hjemvejen. En hund, som kun åd det bløde indeni, altså.

Ellers har ugen handlet meget om vand – om Comosøens skønne, glitrende vand, og om de helt urimeligt velfodrede ænder der bor i det. En enkelt dag har det tilmed handlet om det vand, som kom ovenfra: fredag aften fik vi et mægtigt tordenrabalder, og selvom det stilnede lidt af lørdag, var dagen stadig våd. Og det kan altså noget, sådan en regnvejrsdag i sommerhus, med kortspil, gode bøger, Nutellastjerne og hygge.

Jeg planlægger endnu en magisk uge, og håber I får det samme. Jeg kan i hvert fald se, at de af jer, som er i Danmark, stadig har vejret med jer – så husk at nyde det!

Dejlige dage i og omkring Comosøen. Det overrasker og fornøjer mig altid vældigt, at man stort set har søen for sig selv, også i de hede sommermåneder.

Virkelig søde hunde, som klarede en lang køretur i strakt pote. Fili har prøvet det ofte nok, men for Tyson var det en helt ny oplevelse. Og altså én han tog med ophøjet ro – men ok, når man er en lille hund, som har fløjet hele vejen fra Rio de Janeiro til København, så klarer man nok det meste.

Varenna. Skønne Varenna, med det bedste ishus overhovedet.

Masser af mageløse bøger, nydt i den plettede skygge under træerne. Kim Leines bog er en sand fornøjelse, og jeg glæder mig allerede til Rød mand/Sort mand.