Marts’ liste

Marts. Din bandit. Selv dit navn er dumt, for hvordan skriver man lige “martses liste”?? Men i år tror jeg, at det vil lykkes mig at få skovlen under dig. Jeg har lagt en vældig snedig plan, som ganske enkelt går ud på at være bortrejst det meste af måneden. Så kan den lære det!

Jeg starter jo måneden herovre i Texas, hvor marts såmænd er skikkelig nok. Den er, hvad den giver sig ud for: en forårsmåned, med noget rart solskin og spirende grønt alle vegne. Ja tak til det.

D. 11. vender jeg tilbage, men kun for at bytte kufferten ud, for allerede d. 12. tager jeg til London. Bare et lille smut, for at svælge i noget god mad og shopping, musicall og spa – og godt selskab. Vender tilbage sent på aftenen d. 15., for så at have hele fire dage hjemme (og de må hellere arte sig, blev der sagt!), inden jeg drager til Italien. Om Coronaen tillader det forstås, for jeg vil ikke risikere at hænge fast i Lombardiet…

Jeg synes faktisk, jeg har maget det glimrende, og ser frem til en måned med lutter gode ting, som for eksempel:

  • Kysse på barnemirakelbarn. Virkelig meget.
  • Pandekager til morgenmad. Amerikanerne har muligvis svært ved at vælge en præsident der er til at have i møblerede stuer, men de kan finde ud af det der med morgenmad!
  • Også pandekager til morgenmad i London, hos Soho Joe, som er det hyggeligste sted.
  • High Tea i Cafe Royals elegante Oscar Wilde Lounge. Min liste ser ud til at handle rigtig meget om alt det, jeg skal putte i munden, men det her er altså en oplevelse i sig selv – selv uden de fine kager og agurkesandwich.
  • Lange solkyssede dage i de italienske bjerge. Måske. Marts kan være virkelig forårsagtig dernede, men vi kan også få sne. Det er aldrig til at vide, og dét er en del af charmen ved vores lille stenhus i bjergene.
  • Gelato. Uhm, gelato. Er ellers ikke nogen stor is-spiser, men i Italien skal jeg helst have is hver dag. Og så var vi tilbage ved det jeg skal putte i munden..

Jeg håber marts vil overgå sig selv (og lad os lige huske på, at det ikke bliver svært), så vi alle kan få en vidunderlig måned. Tør man håbe på lidt spirende forårsfornemmelser?

 

Måske vil du også læse...

4 Comments

  1. Elsebeth says:

    Marts’ liste, Jens’ hat, Alex’ kjole ifølge reglen. Men det hedder/skrives Jesu legeme (og ikke Jesus’ legeme, som chefredaktøren på Weekendavisen troligt skriver).
    Jeg holder nu rigtig meget af marts – tænk et liv uden martsvioler, min yndlingeblomst siden barndommen, det kunne jeg blive mere end almindeligt sørgmodig af.

    1. Den med martsviolerne er det bedste argument jeg hidtil har hørt for marts! Jeg vil tænke på martsvioler fremover, når marts er træls!
      Imponerende at en chefredaktør rammer ved siden af retskrivningsordbogen. Selv jeg kan jo godt – selvom jeg stadig synes, at “marts’ liste” lyder fjollet, når når siger det 😉

  2. Elsebeth says:

    Når du igen får nogle dage i lediggang, vil jeg skrive til dig og fortælle dig, hvordan du laver verdens møreste oksespidsbryst med de skønneste bragte rodfrugter. Det fik min søn og jeg her til aften. Den ret kan helt sikkert få din mand til at synes om marts …

    1. Det lyder godt – det vil jeg glæde mig til!!

Comments are closed.