Da jeg kom herned for knap syv uger siden, lagde jeg mit ur fra mig. Jeg tog det ganske enkelt af, og holdt op med at bekymre mig om, hvad klokken var. I starten var det faktisk en lille smule angstprovokerende. Jeg har en let kontrollerende side (onde tunger vil hviske, at den ikke er så lille endda), og en stærk trang til produktivitet, så det tog en smule tilvænning, sådan at slippe tøjlerne helt. Men det gik endda, og nøj, hvor jeg har nydt det.
Jeg har været græsenke det meste af ugen. Da jeg trak sydover, efterlod jeg ham min elskede hjemme i regnen, og det var trist, men uundgåeligt. Heldigvis har jeg været i godt selskab hernede – og heldigvis sluttede han sig til os fredag, så nu er universets balance genoprettet. Og det har jeg så fejret ved at anskaffe mig den ondeste mega-forkølelse, bare lige for at sikre mig, at det hele ikke blev for idyllisk 😉
Vi har gået småture i lokalområdet, og den slags er bare altid hyggeligt. Især da når lokalområdet byder på så mange smukke pletter som her. Faktisk smelter alle de smukke pletter sammen til én stor betagende klump, og der er altid noget dejligt at lade øjnene hvile på.
Og nu er der så mindre end to uger, til ferien er forbi. Den tanke dukker op fra tid til anden, men den bliver ihærdigt fortrængt, eller erstattet med tanken om, at to uger jo egentlig i mange år udgjorde nærmest En Hel Ferie for mig. Men alligevel: så meget gelato, så lidt tid… Jeg må gøre mig umage!
