Vi startede denne uge, fuldkommen som vi sluttede den foregående; i vores perle i Limfjorden. Skønneste Mors, hvor vi har gået dejlige blæsevejrsture, og proppet os med pandekager og halvdårligt fjernsyn. Ikke nogen skidt måde at starte en uge på!
Naturligvis sørgede vi for at være hjemme i god tid til at holde valgaften. Faktisk tog vi forskud på festlighederne, ved at gå ned i samlet flok og stemme om eftermiddagen – en skøn tur i det fantastiske vejr, vi blev forkælet med.
Efter en kort mellemlanding på Bispebjerg Hospital, hvor ældstesønnen endnu engang blev opereret i sit lorte-knæ (ja Rasmus P, det er sådan man bruger l-ordet!), gik jeg i tilbagetrækning. Og hvis der er noget jeg godt kan lide… Jeg elsker tempellivet. Jeg elsker det intense, det nære, det smukke og det meget regulerede, som giver mig en enorm frihedsfornemmelse. Denne gang havde vi gæster undervejs, og har derfor talt en del om mad. Om hvad man spiser, men endnu mere om, hvordan man spiser. Det gør man nemlig på en ganske speciel måde i et buddhistisk tempel.
Mad er gaver, og mad er liv (al mad, ikke bare kød), og derfor sætter man pris på muligheden for at kunne spise sig mæt, fordi det giver én lejlighed til at fortsætte sin spirituelle praksis. Man hverken lever for at spise eller spiser for at leve – man lever og spiser for at kunne bringe sin spirituelle søgen til målet. Det betyder også, at man ikke spilder unødig tid på måltidet, som i stedet gennemføres som en sindsnærværsøvelse. Og nej, ikke en sindsnærværsøvelse af den moderne slags, hvor man bruger oceaner af tid på en enkelt rosin, så man virkelig kan lade sig opsluge af mig, mig mig og mine fornemmelser. I et buddhistisk tempel er øvelsen at spise lynhurtigt (så man kan komme videre med sin praksis) og helt stille (så man hverken forstyrrer sig selv eller andre med unødig støj). Det er IKKE nemt, men det er en øvelse af den effektive slags, hvor ens egen klodsethed fungerer som en slags sindsnærværs-klokke, der trofast giver signal hver gang man mister opmærksomheden. På den måde undgår man at blive opslugt af sin egen formåen, så man i stedet rent faktisk kan fokusere på det vigtige. Sindsnærvær betyder at lade sindet være nærværende i det der er; helt uden tanker om et Selv. Det er ikke at lade sig fange ind af drømme og fortællinger om spirituel fortræffelighed, alt imens man lader sig opsluge af sig selv. Og med de ord vil jeg straks begive mig tilbage på puden!
