Søndags Snapshots fra en uge med udsving

Jeg har jo efterhånden levet længe nok til at se, at det er rigtigt hvad buddhismen har fortalt mig: at livet går op og ned. At ingenting varer ved, hverken sorg, uro, glæde eller lethed. Denne uge har tjent som en fremragende illustration af dette faktum, og det eneste jeg kan gøre, er at huske at være til stede med det hele.

bakken

Jeg havde en herlig dag med en god veninde i mandags. Vi gik en lang tur i Dyrehaven med vores vores små hunde, og vi fik snakket en hel masse. Jeanettes mor var pludselig blevet alvorligt syg (I kan læse hendes smukke indlæg om de følelser, det vakte i hende her: Når verden bliver meget lille), og det talte vi selvfølgelig en masse om – det, og alt muligt andet mellem himmel og jord, som man gør med én, man er tryg ved.

Og lige med ét var det min tur til at opleve, hvordan ikke bare verden, men sandelig også én selv, bliver ganske lille, når der sker noget med ens mor. Min mor blev indlagt, og jeg blev Pia, 5 år. For uanset hvor voksen man bliver, så er mor altså klippen. Mor er den der kan klare alt, og den der kan skærme én fra verden. Men hvad så, når det man skal skærmes fra, er hendes sårbarhed? Jeg havde allermest lyst til at krølle mig sammen i hendes favn, og bare vente på at det væmmelige gik over… Og heldigvis gik det over, og verden vendte tilbage til sin forsvarlige tilstand.

bøger

Reklame – boggaven kom fra Forlaget Alhambra, og bogklubbens bog er læst på Saxo, som har sponsoreret et abonnement til bloggen.

Ugen bød også på både bogklub og en fin boggave. I bogklubben talte vi om Spøgelsesdrengen af Martin Pistorius; en overvældende historie om Martins eget liv som ‘spøgelsesdreng’. Som ganske ung blev han alvorligt syg, og lægerne kunne bare se hjælpeløse til, mens han sygnede hen. Pludselig en dag vågnede hans bevidsthed op – i en uduelig krop. I ni lange år sad han indespærret i en krop, som ikke tillod ham at kommunikere om omverden, indtil en stædig plejer insisterede på, at han blev testet. Langsomt vandt han evnen til at ‘tale’ med menneskene omkring sig via en computer. Og med kommunikationen kom så meget andet. Uddannelse, arbejde, og kærligheden. Martins historie er gysende og livsbekræftende og umulig at lægge fra sig.

Boggaven indeholdt en bog, som jeg glæder mig rigtig meget til. En rigtig efterårsbog, perfekt til de mørke aftner – en klassisk gyserroman, Mørket i Hill House. Shirley Jackson skrev bogen i 1959, og den er omtalt som en af det 20. århundredes bedste gysere. Nu er den oversat til dansk, og udkommer d. 31/10 – og jeg vil selvfølgelig dele oplevelsen med jer, så snart jeg har gyst mig igennem den!

bakken

Da Jeanette og jeg var i Dyrehaven, gik det op for mig, at Bakken er åben! Bakken kan bare noget, som ingen andre steder kan, med sin uprætentiøse hygge og fordringsløse folkelighed, og jeg må absolut have ham min elskede med derud – måske i eftermiddag?

Næste uge bugner af herlige aftaler, som blandt andet indbefatter en bryllupsdag og en tur til Italien. Vi har jo slet ikke været nede i vores lille stenhus siden vi bød sommeren farvel, så det skal nok blive et ømt gensyn. Efteråret er umådeligt smukt på de kanter, med høj, klar himmel og frostbid i luften, så jeg glæder mig meget. Jeg håber I alle får en vidunderligt magisk uge, nu hvor skoven i dén grad falmer trindt om land.

Det er mine niecer der har skåret græskarhovedet, så det ligner deres kat, Kalle <3

Måske vil du også læse...

4 Comments

  1. Kære Pia,
    Hvor er jeg glad for, at faren er drevet over med din mor! Og tak igen for en dejlig dag – tak for at dele både dine egne, og også mine, tanker på bloggen.
    Der er i sandhed meget at være taknemmelig over.
    Kærlige hilsner Jeanette

    1. Du har ret – der er så meget at være taknemmelig over. Gode venner, ikke mindst 🙂

  2. Så godt å høre at det går bra med din mor, og heldig er du som fortsatt har din mor. Jeg mistet min til kreften da hun var 57 og jeg 22. Jeg har planer om å leve lenge for mine døtre og barnebarn.

    God tur til Italia. Det høres forlokkende ut.

    1. Kæreste Ingrid, du kan tro, jeg sætter pris på at min mor stadig er hos mig. Ind imellem kommer jeg til at tage det for givet, men når så jeg får sådan en forskrækkelse, så fyldes jeg med taknemmelighed over at have hende ved min side. Hvor gør det mig ondt at du skulle miste din mor så tidligt – det må have været svært. Det lyder til gengæld som en rigtig god plan, du har; at leve længe for dine børn og børnebørn!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.