Junis noget forsinkede liste

Ja, mageløse juni er jo allerede godt i gang, og jeg har allerede taget hul på månedens mange glæder. Jeg har været til Skaldyrsfestival på Mors, og det er altså en folkefest af den særligt fine slags. Hele Nykøbing forvandles til et overflødighedshorn af skaldyr, musik og glæde. Hvert år den første weekend i juni – kan absolut anbefales!

Lige om lidt tager jeg til Italien. Vi har jo gang i noget terrasseprojekt dernede, og jeg tænker, at det er nødvendigt med en smule opsyn. Skrap opgave, men nogen skal jo hænge ud under den italienske sol 😉

juni

I juni skal vi også have afsluttet de sidste hængepartier i mit Loveshack, så det kan stå funklende færdigt. Der er lidt med noget indretning af et gæsteværelse, et par vinduer der lige skal udskiftes, lidt facademaling – og så er der jo også en del skønne strandture, som ikke går sig selv!

Juni bringer os også et godt skridt videre mod afslutningen på fire års mareridt. Hvordan den afslutning præcis kommer til at se ud, er ikke til at vide. Det er, som det er. Det vigtigste er, at det snart er ovre – og dét bliver godt uanset. Øvrige formildende omstændigheder omfatter dejlige cykelture gennem et København i sommerklæder, og hyppige ’fyraftensmøder’ på byens mange hyggelige cafeer. Sørger for at nyde det, der er at nyde, også selvom jeg dybest set bare glæder mig til det hele er ovre.

Juni er heldigvis først og fremmest lykke og lyse nætter. Jordbær, koldskål og store is, blomstrende haver og grønne skove. Og alle mine kære omkring mig. Dét kan ingen tage fra mig.

Måske vil du også læse...