Ugen er simpelthen strøget afsted. Uden store skelsættende begivenheder eller ekstravagante arrangementer er den ganske enkelt gået sin skæve gang, i al sin hverdagscharme – og jeg er meget tilfreds. De små ting har fået deres plads, og der har været tid til at komme i tanke om alt muligt, jeg vældig godt kan lide.
For eksempel havde jeg lidt glemt, hvor umanerligt meget jeg holder af min mors havregrynskugler. Da jeg sad og syslede med at gøre mit gamle indlæg om dem klar til genudgivelse, blev jeg nødt til lige at lave en portion. Og ja; blev nødt til er det rigtige udtryk. Mundvandet dryppede, meget uværdigt, ned i computerens tastatur, og faktisk så trængte jeg også lidt til et lykke-rush. Bare et af de små.
Og det er ikke den eneste glæde jeg har genopdaget i denne uge. Mange gode sager har præsenteret sig på nydeligste vis, og ugen har i dén grad efterladt mig grundglad.
Hundehvalpe, for eksempel. Havde da helt glemt, hvor sjove små ting hundehvalpe er, men lille Solvej er da bare ved at sprænge mit lykke-barometer. Og hun må godt tygge i mit stuebord, fordi hun trænger.
Kage i sommerhus. Det bliver ikke meget mere autentisk forårs-Danmark end dét, og jeg propelleres straks tilbage til barndommens lange, ubekymrede dage. Sommersår og vandmandsskræk og græsstrå man kunne fløjte i – og kage.
Forår! Åh, hvor forår er dejligt, især da på postkort-måden, hvor solen velsigner marker, enge og haver, så man kan boltre sig uden 23 lag tykke sweatre. Det meste af tiden tænker jeg nok, at foråret er min mindst-yndlingsårstid (ja, det er et ord), men så lige med ét springer det ud i hovedet på mig, og minder mig om, at det er ganske rart, og lidt til.
Når det summer af sol over engen, og anemoner dækker hele jorden ligesom sne, er der ingen vej udenom: Jeg må ud og gå. Rygsæk på nakken, Tryllebør bag manden, og ud på stierne. Ud og blive beskidt på den helt rigtige måde, med sorte bålfingre, huehår og strimer af møg op ad både arme og ben. Sådan. Så er det godt at være. Og det er heldigvis lige præcis sådan, jeg sidder og laver Søndags Snapshots: Balancerende på en træstamme, med fingre der er så snavsede at min touchscreen knap kan genkende dem som fingre, og fuldkommen lykkelig. Livet er i sandhed en god opfindelse.
Næste uge tegner også blidt. Langsomt skal vi leve; taknemmelige skal vi dø – men ikke lige nu. Nu skal vi bare alle sammen have en magisk uge!
