Søndags Snapshots – og lykkelige mennesker

lykkelige mennesker

God søndag morgen fra et stille, ubemærket hjørne 🙂 Det føles altså virkelig mærkeligt at gå til computeren, her midt i en tilbagetrækning i templet. Efter flere dages fokuseret arbejde med sindets besynderlige krumspring, er det svært overhovedet at kunne huske, hvad det egentlig var, jeg lavede før dette… men det var jo lutter gode sager.

lykkelige mennesker

Det var bryllupsdag i Malmö, pragtfulde efterårsdage herhjemme (omend flere af dem blev tilbragt enten foran computeren, eller med at klargøre templet til tilbagetrækningen), og lange hyggelige aftner i husets bedste stol, forskanset bag et strikketøj med en god bog i ørerne.

lykkelige mennesker

Lykkelige mennesker læser og drikker kaffe. Jamen, det må da være århundredets bedste bogtitel. Jeg blev i hvert fald draget hjælpeløst ind, fordi lykkelige mennesker… Og tilmed lykkelige mennesker sat i perspektiv af deres modsætning: ulykkelige mennesker.

For det er det, Agnes Martin-Lugands bog handler om; ulykkelige mennesker. Sorg. Af den helt ubærlige slags.

I hvert fald den første del af bogen. Diane oplever det, som ingen må opleve; hun mister sin mand og datter i en trafikulykke, og går efterfølgende præcis så meget i stykker, som man kunne forvente. Men alt for hurtigt efter at vi er lukket ind i historien, bryder Diane op fra Paris, og drager til Irland. Og herfra ændrer romanen fuldkommen karakter. Fra at være en hjerteskærende og sart fortælling om sorg, bliver den til et kærlighedseventyr – og desværre ikke et kærlighedseventyr, jeg helt kan tro på.

Der går lige lidt for meget Mit Livs Novelle i fortællingen, som er skåret over en alt for velkendt læst. Kvinde møder mørk, mystisk fremmed. Kvinde bryder sig overhovedet ikke mørk, mystisk fremmed. Kvinder lærer at forstå mørk, mystisk fremmed – og ja: kvinde forelsker sig i mørk, mystisk fremmed.

Når nu dét er sagt, så vil jeg faktisk anbefale bogen, hvis du har lyst til et par timers hyggelæsning, som ikke kræver for meget af dig. Det er en fin lille historie, med et interessant, omend ikke alt for omhyggeligt tegnet, persongalleri. I denne bog er det sproget der redder fortællingen. Sproget er nemlig flydende, levende og lettilgængeligt, og den hastigt fremadskridende handling gør, at bogen hurtigt er læst.

Sjovt nok sad jeg egentlig bagefter tilbage med en lyst til at vide mere. Jeg ville så gerne høre mere om, hvordan det går Diane, især fordi jeg anede en slags vending i udviklingen hen imod slutningen. Der må sådan set gerne komme en to’er, og jeg ville helt bestemt læse den. Den ville jo formentlig også være endnu nemmere at holde af, for uanset hvor fristende en titel den ville få, så ville jeg have en klarere fornemmelse af, hvad jeg gik ind til. Og samtidig være parat til lade mig overraske.

Hvis du har lyst til at læse bogen helt gratis, kan du få to ugers prøveperiode hos Saxo Premium, hvor den ligger som lydbog – og lige præcis denne her er overmåde velegnet til læsning med ørerne, meget gerne med et hyggeligt nørkleri mellem hænderne!

Næste uge bliver lidt mere sædvanlig. Det bliver godt. Stille, sådan som jeg jo virkelig godt kan lide det, og jeg skal nyde det i fulde drag. Og så har jeg tilmed en spændende weekend at se frem til, med teater-date og stor familie-brunch, så jeg satser på at ramme den perfekte balance mellem hverdag og fest!

Nu vil jeg finde min meditationspude igen, og ønske jer en betagende skøn, ny efterårsuge.

Måske vil du også læse...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.