Langsom Lørdag, om at være alene

Normalt er jeg noget af en enspænder, og jeg nyder mit eget selskab intenst. Jeg er introvert i ekstrem grad, og behøver mine stunder alene til at lade op. Men. De sidste knap to år har jeg konstant være omgivet af mennesker. Jeg har vænnet mig til, at der var liv i huset, og jeg nød det. Jeg elskede at blive hilst godmorgen af et henrykt barnemirakelbarn, som smed alt hvad han havde i hænderne, for at overdænge mig med livsalige kys; jeg elskede at der altid var nogen som puslede rundt, og jeg elskede de stille stunder, hvor jeg var alene sammen med andre.

Og nu er jeg så helt alene. Alle er rejst fra mig, og jeg sidder her, mutters alene. Og jeg kan godt se, at én ikke er særlig mange.

Jeg har været alene hjemme nogle dage, og jeg må nok indse, at jeg ikke er specielt god til det mere. Jeg har mistet min alene-hjemme disciplin. Jeg glemmer at spise, jeg sover på besynderlige tidspunkter, og jeg arbejder alt for meget. For eksempel har jeg strikket mig en tennisalbue til, fordi jeg ganske enkelt har glemt det der med pauser… Jeg har været nedsunket i en kreativ døs, hvor jeg totalt har glemt alt omkring mig. Det har været lykkeligt, bevares, men det har altså også slidt på mig, og jeg bliver nok nødt til at øve mig lidt på at huske, at en lille smule disciplin ikke er det værste i verden. Og med disse ord vil jeg begynde at overveje, om jeg først skal have et bad og tage noget andet end pyjamas på, eller om jeg skal lave mig et måltid mad, og spise det som en voksen.

Jeg roder, når jeg er alene. Det er dog “kreativt rod”, eller måske det, min mor plejede at kalde “aktivt rod”? Aktivt rod var i hvert fald konsekvent hendes rod, mens mit bare var ROD. Som lå i en stor bunke foran min dør, og som jeg ubekymret skrævede henover. Bemærk i øvrigt også min frokost – lige ved siden af computeren. Må. Blive. Voksen.

Måske vil du også læse...

2 Comments

  1. Peter says:

    Haha – jeg kommer snart hjem min skat og laver noget mad til dig. Elsker dig.

    1. Godt!!!! Og jeg elsker også dig. Og har temmelig meget brug for dig 😉

Comments are closed.