Når vi er så heldige at have en lørdag aften hjemme, helt uden arrangementer eller aftaler, prøver vi at gøre den til noget særligt; at have en date night, bare for os to. I lørdags havde vi en aften som i sandhed var speciel og meget, meget hyggelig – og det endda så meget desto mere, fordi den var afslutningen på en herlig dag.
Ud på eftermiddagen proppede vi et par rygsække, med hvad vi vurderede var det mest nødvendige, spændte dem på ryggen, og begav os afsted. Vi vandrede små 20 km gennem de skønne skove vi har her i området, og konstaterede, til vores udtalte fryd, at vi havde virkelig gode ben. Vi ville gerne have gået meget længere (formentlig det der med endorfin-rushet), men blev alligevel enige om, at der var fornuft i at slå lejr, mens vi stadig havde lys at se ved. På mange måder en udmærket beslutning, al den stund at vi ikke rigtig havde taget os tid til at teste vores udstyr før turen.
Vi fandt et rigtig dejligt sted på toppen af en lille bakke, ikke så langt fra et vandløb. Peter gik i gang med hængekøjerne, mens det så var meningen at jeg skulle pakke ud, lave bål og tilberede middagen. Jeg skrabede nogle klistrede blade sammen i en bunke, placerede et par forsvarlige kævler ovenpå, og satte en lighter til, og således var der egentlig bare tilbage at vente på, at flammerne lystigt ville slå op om gryden.
Efter en tid kom Peter tilbage, og byggede et virkelig hyggeligt bål.
Jeg hentede vand nede i åen, fik en våd sok, og for vild i mørket. Havde heldigvis hunden med, så vi (mest hunden) fandt tilbage til lejren, hvor jeg filtrerede vandet, og gjorde det klar til opvarmning, alt imens Peter fortsatte hængekøjefesten. Det der med hængekøjer er faktisk min lillebrors skyld. Han har besunget deres komfort, lette vægt og enkelhed i brug, og vi er begge tillidsfulde af natur. Andre i omgangskredsen er mere hårdnakkede tvivlere, men vi havde fortrøstningsfuldt beskrevet de reder af dun, som vi ville lade os synke ned i, når natten stundede til og temperaturen faldt.
Det med komforten vender jeg tilbage til, men hængekøjer er lette, og måske nok også nemmere at sætte op end et telt. For eksempel er jagten på et plant, sten-og trærodsfrit stykke at slå op på jo overflødig, når man bare skal hænge i et træ.
Nå, men tilbage til den eksklusive kærestemiddag, jeg skulle forberede… Borddækningen gav lidt sig selv: to gryder, og to titanium-skeer. Fandt en fin trærod, som blev beklædt med vores ultralette siddeunderlag, og tændte min pandelampe som supplement til bålets varme skær – så var hyggen i hus! Tømte derefter hjemmegjort pose med dehydrerede boller i karry over i en gryde kogende vand, fremdrog hundens medbragte godbidder, og kaldte til spisning. Og hold nu op, hvor det var skønt! Maden smagte fantastisk, omgivelserne var hjertestoppende smukke, og selskabet perfekt.
Yngstesønnen kom til aftenskaffe, og efter et par indledende, lidt grove, anmeldelser (“nørd”, sagde han, da jeg kom ham i møde i den mørke skov med mine zip-off bukser, 263-grams dunjakke og pandelampe), overgav han sig til den vidunderlige stemning i vores fortryllede skov.
Hunden havde længe kastet I-tager-pis-på-mig blikke efter os, og da sønnen takkede af, sprang hun da også op og nægtede at forlade hans side. Hun havde jo været med nede og hente ham, og vidste således at han rådede over en bil. Vi var altså kun to, der gik til ro i skoven den nat – men det er jo også præcis som vi foretrækker det på date night. Romantik var der nok af, omend det var af en noget alternativ karakter, da vi forsøgte at borde hver sin hængekøje. “Man skal bare placere sig sådan lidt på skrå i køjen, så ligger man helt fantastisk, og nærmest fuldkommen fladt!” Jooo såmænd, hvis man lægger mere vægt på ‘nærmest’ end på ‘fuldkommen fladt’. Har et par høns at plukke med udvalgte familiemedlemmer og web-skribenter. Min rede af dun viste sig langt mindre indstillet på at lade mig synke ned i kærkommen og fortjent blødhed end forventet, og jeg nåede lige at tænke, at jeg nok gjorde det helt forkert, inden jeg hørte Peter knurre noget med at ligge så komfortabelt som i en skruetvinge…
I timen før midnat fik vi flere bekymrede sms’er fra venner og familie, som mente at de nok hellere måtte komme og hente os. “Men det bliver jo frostvejr”, var et omkvæd vi hørte flere gange. I takt med at temperaturen dalede, kravlede vi da også, sådan lidt på skift, ud af rederne for at iføre os alt hvad vi havde medbragt af tøj, rette på opsætningen af vores tarp og så videre, men vi holdt stand. Kort efter midnat fornemmede jeg (og alle skovens dyr, og formentlig også beboerne i et par af husene i skovbrynet) at Peter var faldet hen, og at han ikke lå på siden. Havde heldigvis en fremragende bog på min telefon, om en mand der havde truffet endnu mere tossede valg end os (61 årig overvægtig og undertrænet fyr, som beslutter at vandre det ca. 3500 km lange Appalachian Trail), og var altså fint underholdt.
Faldt til sidst i søvn til de blide svingninger af reden af dun, fremkaldt af mine kulderystelser. Vågnede i det årle morgengry ved en flok latterligt insisterende fugle, og kæmpede mig ud af først sovepose, så myggenet, og derefter hængekøje og underquilt. Stående på stive, rystende ben mødtes jeg af en bedårende morgenstund, der havde ikke guld, men derimod tåge i mund. Mosekonen havde været flittig med bryggeriet, og hele vores fortryllede skov henlå i en henrivende, mystisk dis. Vi fik gang i vores bål igen, kogte havregrød og lavede kaffe og te, og brugte derefter uforholdsmæssig lang tid på at pakke vores grej sammen.
Vi gik os varme i al skønheden, men til trods for mine ærgrelser dagen før, over at jeg kun havde pakket proviant til en enkelt overnatning, var det mig der kortede vores dagsmarch af til 20 km. Jeg havde nemlig, i al min visdom, besluttet at vandre turen i helt nye sko. Det var ikke fordi det havde skortet på gode råd desangående, men jeg ved altid selv bedst jo. Vi var derfor hjemme igen til søndagsfrokost, fire vabler og en umådelig mængde pragtfulde oplevelser rigere.
Her kunne jeg have indsat et uappetitligt billede af mine maltrakterede fødder, men det vil jeg skåne jer for. I får et stemningsbillede fra skoven i stedet.
Og nu kan jeg slet ikke vente til vi skal ud igen. Har egentlig bare lyst til at rydde kalenderen og komme afsted, for hvor er skoven dog dejlig, og hvor er livet dog skønt.
Wow, jeg læste om jeres tur på mobilen for et par dage siden, men fik ikke lagt en kommentar, da det er så bøvlet fra telefonen. Det lyder som en enormt hyggelig OG romantisk aften. Naturen er bare dejlig året rundt, og det handler jo bare om at have det rigtige udstyr og det rigtige tøj. Vi lavede en impuls tur sidste sommer hvor vi tog ungerne og hversin sovpose med og fandt en tilfældig bivuak. Vi havde den hyggeligste aften med snak omkring bålet. En aften/nat vi sent vil glemme. I har mange skønne ture at glæde jer til den kommende sommer, kan jeg fornemme 🙂
Vi skal helt sikkert ud og gå sommeren igennem, hver gang lejlighed byder sig. Der er noget helt fantasttisk frigørende over at smække sit hus på ryggen, og bare gå derudaf. Det lyder også som en dejlig tur I havde sidste sommer – der er næsten ikke noget der slår en impulsiv familietur!
Det er så dejligt med alle de shelters der er kommet i de danske skove, og at statsskovene er blevet åbnet for overnatning, forudsat at man ikke slår telt op udenfor de afmærkede pladser (hængekøjer må tilsyneladende være alle steder). På tide at vi lærer lidt af Sveriges geniale allemandsret!!
P.s. Me again 😉 Har tænkt skrive det til dig så mange gange, men glemmer det om og om igen; Har du læst ‘Wild’ af Cheryl Strayed? Kan godt forestille mig at det er en bog lige for dig! Kh Malin
Er vild med Wild 🙂 Jeg elsker hier-bøger, og masselæser dem – Amazon har mange, og de er typisk ret billige (som ebøger).