Da vi overtog Højgård, tilbage i 1996, var gårdspladsen bare en forblæst, olieplettet parkeringsplads med lidt nedkørt perlegrus i hjørnerne – som man kan se i dette indlæg.
Nu, efter intensiv plantesamling igennem adskillige år, mange (MANGE!!) trillebørfulde hestegødning og en dygtig brolægger senere, er den blevet vores yndlingsplet. Her kan man altid finde både sol og skygge, læ og vind, og det er et hyggeligt sted at hænge ud hele sommeren igennem.
Syrenerne har jeg gravet op ude i vores naturlige hegn, og de har efterhånden vokset sig kæmpestore. Efeuen var 15 små potter fra planteskolen, som villigt klatrer op ad husmuren, og rosenbuskene (som desværre ikke blomstrer endnu) stammer fra min yngste søns bryllup, hvor de blev brugt til at pynte festlokalet.
Et år til jul havde jeg gravet et par rødgraner op nede i engen, som jeg ville have sat på hver sin side af stalddørene. Da vi begyndte at hugge os vej gennem den stenhårde jord, fandt vi en smuk gammel belægning af marksten. Rødgranerne er forlængst blevet for store, men den lille terrasse af marksten blev gravet fri, og den har vi stadig.
Halvvejs skjult inde mellem syrener og ærteblomster sidder en lille Amida Buddha og våger over os. Som man kan se på billedet, er vi på ingen måde hysteriske med lugejernet. Vi vil langt hellere bruge vores sommeraftner på at grine og hygge – og på at overbevise hinanden om, at selvsået er velsået, og at skvalderkål er et smukt bunddække 😉
Her er der blevet holdt fødselsdage, Skt. Hans-aftner, studentergilder, konfirmationer, bryllupper og meget mere. Gårdspladsen er på mange måder Højgårds hjerte – så velkommen til!
