Vi kunne alt

Lige siden jeg læste Folkets Skønhed, har jeg glædet mig til denne fortsættelse. Det er godt nok en familiekrønike, der kan noget – også selvom Merete Pryds Helles egen familie faktisk kun har biroller i Vi kunne alt. Og det er jo sådan set heller ikke rigtig en familiekrønike, men snarere en ‘Danmarkskrønike’ – et vidunderligt præcist tidsbillede, hvor jeg (heldigvis) ikke kunne nikke genkendende til de ubegribeligt voldsomme familiemønstre og brutale oplevelser, men hvor alt det andet, hele scenografien så at sige, var så tryg og velkendt som et par gamle hjemmesko.

vi kunne alt

I bogen følger vi Merle, som hun forsøger at navigere mellem en alvorligt syg, og helt igennem uformående mor, en rå og selvoptaget far, med storesøster Klara på sidelinjen. Og det er en barsk tur, Merete Pryds Helle tager os på.

Merle er veltrænet i offerrollen, som hun villigt påtager sig – og ligeså villigt udfylder omgivelserne rollerne som krænkere. Det er de tunge temaer, som mobning, forsømte børn, druk og vold der kommer op, og det er tung læsning. Men også læsning, som man slet ikke kan holde op med. Jeg var hele tiden nødt til liiiige at læse en enkelt side mere, og én til, og én til…

For midt i det fortvivlende – som var medrivende nok! – var der også det der velkendte. En tid, der med ét stod lyslevende for mig. Pludselig kunne jeg tydeligt huske, præcis hvor reel en trussel atomkrigen var i min barndom. Det var en præmis, vi levede med – at våbenkapløbet pludselig ville tippe over, og hele menneskeheden blive udraderet. Det var ikke noget, der holdt mig vågen om natten, men det var en del af hverdagen, ligesom Date deodoranter (dem der kom i alle mulige farver. Brun var min yndlings), kassebukser og hønsestrik.

Jeg husker også, hvordan tiden var præget af, at vi kunne alt. Alle døre stod åbne for os. Vi var ikke længere bundet af arv, køn eller socialklasse, men kunne vælge frit på alle hylder. Og ikke bare var det overordentligt vigtigt, hvordan vi valgte; alle havde også en holdning til vores valg. I bogen får vi gentagne gange gennemgået Klaras og Merles fremtidsplaner – som godt nok ikke er deres, men nogen der bliver dem givet af en dominerende far, med en vis bitterhed over alle de muligheder, han har stillet til rådighed for pigerne.

Bogen er helt vidunderlig læsning, og måske især for alle os, som voksede op med, at vi kunne alt. Merete Pryds Helle har et vidunderligt sprog, og hun formår at tage os med ind i Merles verden, uden at overforklare hende. For eksempel er dialogen de voksne imellem ofte lettere usammenhængende og nærmest ubegribelig – fuldkommen som de voksne er. Sproget er blomstrende og indfølende uden at være sentimentalt, så vi kommer helt ind under huden på Merle, og får lov at dele hendes rædsel.

Hylene startede også denne nat, den sidste i sommerferien, efter at Merle var faldet i søvn., og de trængte ind i hendes drøm som sjældne dyr, der var på besøg i hendes indre rum, hvor hun havde travlt med at ordne og sætte ting på plads. (….) Hylet startede først med en dyb, buldrende lyd, så steg det som kælkebakkens runde, lidt bulede stigning, og endte i en skinger tone, som Ane kunne holde i tre eller fore sekunder. Så blev der stille, og Merle så på viseren, og så startede det forfra.

Bag lyden af hylene var Erlings stemme. Den første times tid almindeligt irriteret (…) og til sidst var der lyden af hans hånd mod Anes hud og muskler, tre måske fire slag, så holdt hylene op, og de kunne sove. Det værste var, hvis Merle skulle tisse, så lå hun der og turde ikke give slip på sit øres lange fangtråde, der fangede lydene og gemte dem i hendes drømmeverden. Hun turde ikke gå ud på toilettet, for hvis de hørte hende, ville de vide, at hun høre dem, og det var bedre, når alle kunne lade som ingenting om morgenen.

vi kunne alt

Det er en bog, som har lyst til at blive læst i ét stræk, og jeg gjorde da også stort set, som den bad om. Vendte side efter side, og lod den barske, medrivende fortælling overtage tiden.

Læs den for det imponerende sprog, det skarpe tidsbillede eller den hjertegribende historie om Merle, som slet ikke ved, hvor hun selv slutter og andre begynder. Bare du får den læst.

Måske vil du også læse...

2 Comments

  1. Jeg har lige hentet bogen hjem fra biblioteket. Glæder mig til at læse den 🙂 kh. Birgitte

    1. Uh hvor er du heldig at du har den tilgode 😉
      God læselyst – og lad mig gerne høre hvad du synes om den! Kram, Pia

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.