Januars liste

Nå, der kom du så, januar. Med et brag, fuldkommen som du plejer. Og med planer om forbedringer på alle planer – for nu er der et spritnyt tal på kalenderen, og derfor skal der fra nu af (NU, blev der sagt!) være styr på det hele. Rub og stub. Lad mig bare straks indrømme, at jeg er vild med nytårsfortsætter, dødsdømte og corny som de jo oftest er. Men hey, alt levende skal dø, og hvis nytårsfortsætterne så dør lidt hurtigere end beregnet – hvad mine har en tilbøjelighed til – så har de dog levet.

I år har jeg endda været så heldig at få et af mine fortsætter foræret. Vi kørte nemlig sådan en fiks lille nytårs-gimmick her i huset, hvor vi, tre ad gangen, gik sammen om at lave et nytårsfortsæt for den fjerde. Reglen var bare, at det skulle være et fortsæt som, hvis det blev overholdt, ville bringe mere glæde i modtagerens liv.

Udover at overholde nytårsfortsætter, skal januar også byde på lidt andre fornøjeligheder. Jeg skal

  1. lære at nyde vinteren. Hele vinteren. For lige så højt man hører mig juble, når september lokker med blidt lys og tidligere skumring, lige så ihærdigt hører man mig klage, når marts (den skiderik) holder sit indtog, med lokkende forårsbedrag og tilsyneladende evig fimbulvinter. I år skal jeg omfavne vinteren i al dens pragt og vedvarenhed. Eller i hvert fald prøve.
  2. ind og se Bohemian Rhapsody. På høje tid, kunne man mene, men jeg har heldigvis aldrig påstået at være en first-mover. Og den der rykker sidst, rykker bedst – er det ikke omtrent sådan, det gamle ordsprog går? Glæder mig under alle omstændigheder.
  3. på weekend med mine herlige niecer. Nå ja, og deres forældre, men det er klart tøserne der trækker mest.
  4. ud og kælke. Og stå på skøjter på søen, for lige om lidt kommer den, sneen, og den bliver liggende, hvid og jomfruelig, lige indtil foråret vender tilbage.
  5. prøve at få taget mig sammen til se Game of Thrones (se ovenstående pkt. 2). Vist ved at være sidste udkald, hvis jeg ikke for evigt skal være hende der kun fik set næstsidste sæson.
  6. spille en masse brætspil, for det er vinteren velegnet til. Især Pandemic og Carcasonne, som jeg er blevet mægtig begejstret for.

januarjanuarjanuar

Et lille tilbageblik på januar sidste år, hvor jeg holdt nytår i Rio de Janeiro. På én eller anden måde bare lidt sjovere…

Hvad skal I lave i januar – og hvor graciøst håndterer I de mange lange vinterdage?

Måske vil du også læse...

4 Comments

  1. Jeg bryder mig grundlæggende slet ikke om vinter, og for min skyld kunne vi gerne afskaffe den. Jeg forsøger dog at lade være med at klage for det er min erfaring at foråret ikke kommer tidligere af den grund 🙂 Jeg synes i øvrigt at vinteren er nemmere at komme igennem når jeg bor på landet, end da jeg boede i byen. Det er noget med, tror jeg, at man kommer mere ud i luften herude på landet, og at vinteren er pænere herude.

    Jeg håber du efterlever dit nytårsforsæt og at det gør dig glad!

    1. Jeg vil i hvert fald gøre mit bedste, for jeg bryder mig almindeligvis mindre og mindre om vinteren, jo længere hen mod foråret vi kommer…

  2. Nr. 2 – det skal du glæde dig til.
    Nr. 5 – sæt rigelig tid af. Den er stærkt vanedannede efter fire afsnit…
    😉
    Kh. Birgitte

    1. Det lyder dejligt! Mht nr. 5, så gik jeg faktisk i gang i går aftes, og du har ret. Stærkt vanedannende. Jeg så fem afsnit i streg…

Comments are closed.