1981, baby-version

Selvfølgelig måtte jeg lave 1981, en af mine all-time favorites, i en babyudgave. Jeg mener, nu har jeg jo lavet en sommerudgave i bomuld, en vinterudgave i uld, og en ekstravarm version med lange ærmer. Nu må det være børnebørnenes tur 😉

Og nøj, hvor er den kær i mini-format!! Helt uimodståelig med de fine, små knapper på ryggen, og dertil hurtig og nem at strikke. Måske en julegaveide til familiens mindste? Jeg iler i hvert fald med en opskrift!

Størrelse: 0/3 – 3/6 – 9/12 – 24 – 36 måneder

Overvidde: 25 – 28 – 32 – 35 – 38 cm

Længde: 27 – 29 – 33 – 37 – 40 cm

Garnforbrug: 3 – 3 – 4 – 5 – 6 nøgler Drops Lima, farve 9015, grå. Den kan også strikkes i Drops Puna, eller i Drops Merino Extra Fine, hvis man gerne vil kunne vaske den i maskine.

Pinde: rundpinde og evt strømpepinde 3 og 4

Strikkefasthed: 20 m x 26 omg = 10 x 10 cm. Strikkefastheden skal overholdes for at opnå et tilfredsstillende resultat. Hvis ikke strikkefastheden passer, må du prøve med finere eller grovere pinde.

OBS: Læs hele opskriften igennem før du strikker – nogen gange sker der flere forskellige ting på samme tid!!

Halskant og bærestykke
Slå 72 – 76 – 80 – 84 – 88 m op på rundp 3 og strik 4 cm rib (1 r, 1 vr). Marker den første maske – det er midten af ryggen, og arbejdets startmaske. Skift til rundpind 4 og glatstrik, mens du tager 2 m ud jævnt fordelt på første omg. Samtidig sættes 6 m på tråd til knapkanten, og der markeres 4 masker til raglanudtagninger: sæt 3 m på tråd, slå 3 nye masker op, strik 9 – 10 – 11 – 12 – 13 m, marker 1 m, strik 10 m, marker 1 m, strik 25 – 27 – 29 – 31 – 33 m, marker 1 m, strik 10 m, marker 1 m, strik 10 – 11 – 12  – 13 – 14 m, sæt 3 m på tråd, slå 3 nye masker op.

Omkring de markerede masker laves raglanudtagningerne således:
Start lige inden du skal til at strikke en markeret maske. Saml løkken mellem de næste to masker (altså løkken mellem den maske du netop har strikket og den markerede maske) op fra arbs vrangside med venstre pind, og strik den ret.
Strik den markerede maske ret.
Saml løkken mellem de to næste masker (altså mellem den markerede maske og den næste maske på omgangen) op på venstre pind, og strik den drejet ret.
På én raglanudtagning tages altså 2 m ud, og du laver raglanudtagninger på hver anden omg, indtil der er 162 – 182 – 202 – 222 – 242 m på omg.

Fra startmasken strikkes vendepinde for at forhøje sweateren bagtil:
Strik 12 – 13 – 14 – 15 – 16 m, lav en raglanudtagning, strik 10 m, lav en raglanudtagning, strik 10 – 11 – 12 – 13 – 14 m, vend.
Strik  73 – 77 – 81 – 85 – 89 m vrang, vend.
Strik frem til den første markerede maske, lav en raglanudtagning, strik til den næste markerede maske, lav en raglanudtagning, strik til den næste markerede maske, lav en raglanudtagning,, strik til 4 m før du sidst vendte, vend.
Strik vrang til 4 m før du sidst vendte, vend.
Strik frem til den første markerede maske, lav en raglanudtagning, til den næste markerede maske, lav en raglanudtagning, strik til den næste markerede maske, lav en raglanudtagning, strik til den næste markerede maske, lav en raglanudtagning, strik til 3 m før du sidst vendte, vend.
Strik vrang til 3 m før du sidst vendte, vend.
Strik hen til startmasken (med raglanudtagninger om de markerede m), og strik derefter 1 omg uden raglanudtagninger.

Nu er sweateren forhøjet bagtil, og der strikkes almindeligt rundt i glatstrik med raglanudtagninger på hver anden omg omkring de markerede masker indtil der er 162 – 182 – 202 – 222 – 242 m på omg, fordelt således:
47 – 53 – 59 – 65 – 71 m (krop), 1 markeret m, 32 – 36 – 40 – 44 – 48 m (ærme), 1 markeret m, 47 – 53 – 59 – 65 – 71 m, (krop) 1 markeret m, 32 – 36 – 40 – 44 – 48 m (ærme), 1 markeret m. Strik 2 omg uden udtagninger.

 

Krop
Sæt kroppens 2 gange 47 – 53 – 59 – 65 – 71 m på rundpind 4, og slå 4 m i de to mellemrum under ærmernes masker – der er 102 – 114 – 126 – 138 – 150 m på omg. Strik rundt i glatstrik til arb måler 23 – 25 – 29 – 33 – 36 cm fra midten af ryggen (ved de 6 masker du har sat på tråd). Strik frem til det punkt, hvor du skal fæstne knapkanten, dvs 22 – 25 – 28 – 31 – 34 m inde på ryggen.
Lad arb hvile.

 

Ærmer
Tag de markerede masker med til ærmet, så du har 34 – 38 – 42 – 46 – 50 m, som sættes på rundpind 4. Saml 4 m op i de 4 m, du slog op til kroppen – der er nu 38 – 42 – 46 – 50 – 54 m på omg. Strik til ærmet måler 27 – 30 – 31 – 37 – 42 cm fra halsens ribkant. På næste omg skifter du til rundp 3 og tager 8 – 12 – 12 – 14 – 16 m ind. Strik 4 – 4 – 5 – 6 – 6 cm rib (1 r, 1 vr), luk elastisk af.

Strik det andet ærme på samme måde.

 

Knapkant
Sæt de 6 m fra tråden ved halskanten på pind 4, og strik rib (1 r, 1 vr), indtil knapkanten har samme længde som kroppen (dvs 23 – 25 – 29 – 33 – 36 cm).
Nu skal knapkanten fæstnes på kroppen. Det gøres ved at strikke maskerne fra knapkanten sammen med masker fra kroppen, 2 og 2, mens du fortsætter ribben. Når de 6 m er strikket sammen, fortsætter du ribben rundt på hele kroppen. Strik til ribkanten måler 4 cm, og luk så elastisk af.

 

Montering
Hæft alle ender, damp arb let, og sy knapkantens ene side fast på ryggen. Sy knapper ned langs knapkanten – jeg har sat hjemmestrikkede knapper i, både fordi jeg synes de er kære, men også fordi de er dejligt bløde, så de ikke generer, når lille John ligger på ryggen. Ikke at barnet sover sin tid væk (!!), men ind imellem ligger han da ned.

Måske vil du også læse...

4 Comments

  1. Valerie says:

    Would be useful if the pattern was also in English. Is this possible.

    1. Sorry, but for moment it is only available in Danish. Perhaps you could knit it with the help of Google Translate?

  2. Inge Voigt says:

    Hej.
    Endelig fandt jeg det jeg ledte efter…. det tog ca 1 time i selskab med google…. men. . . . .Har du mon mønstret i en printvenlig udgave

    Vh. Inge

    1. Dejligt at du fandt det Jeg har desværre ikke printvenlig udgave, men jeg ved at nogen kopierer opskriften over i et tekstbehandlingsprogram og udskriver derfra. God strikkelyst!

Comments are closed.