Da vi først flyttede herud i 1996, var her slet ingen have. Der var hundegårde. Hundegårde overalt, rundt om hele gården. Til hundegårde hører der hundehuse, og de kan altså laves af alt forhåndenværende, kan jeg betro jer. Her var der brugt gamle bilvrag, skure af bølgeblik og meget andet godt.
Vi kom fra en arkitekttegnet parcelhushave, med overdådige staudebede, rislende vand og store, gamle træer. At vi så havde truffet det lidt tarvelige valg at fare hærgende frem med den store motorsav, er en del af historien, som egentlig er dette indlæg uvedkommende. Hovedsagen er, at vi var godt vant, og at jeg gerne ville have en have.
Vi lavede lidt have på hovedhusets sydside (mere om det senere, for det er sin helt egen historie om utallige fejltagelser og ommere), svoger og svigerinde, som på det tidspunkt boede i det der nu er Frk. Ts hus, lavede lidt have ovre hos dem – og tilbage lå så stykket imellem de to bygninger som et stykke ingenmandsland. Wasteland, ganske enkelt. Ikke charmerende, men praktisk nok, for vi havde jo masser af hunde, så hvorfor ikke bare lade stykke blive brugt til sit oprindelige formål? Der blev hundegård / mudderhul (nej, det var ikke mudder, men noget meget mere ulækkert, som vi samlede op sådan cirka en gang om måneden).
Fast forward sådan en 10-15 år, og jeg besluttede at dette skønne hjørne, som solen forkælede fra morgen til aften, skulle gøres til terrasse. Fint nok tænkt, men ringe udført, i hvert fald i første omgang. Vi lavede en stor, flad træterrasse, klaskede en gigantisk spa op midt på den, og lod henholdsvis et spisebord og et sæt loungemøbler udfylde hjørnerne.
Resultatet? En terrasse, som stort set kun blev brugt om vinteren når vi var i spaen. Også heldigt nok, for i mørke er alle katte grå, og vi slap for at forholde os til, hvor mislykket vores terrasseprojekt i grunden var.
Eneste forsonende element var den lille overdækning, jeg havde insisteret på at få i det ene hjørne – den kunne bruges til noget hyggeligt, var jeg helt sikker på. Det var dér jeg smækkede loungemøbler op – men vi sad aldrig i dem. Som i aldrig nogen sinde. Årsagen var egentlig indlysende nok: loungemøblerne gav siddeplads for en større gruppe af mennesker, men når vi er samlet en større gruppe mennesker her på stedet, hænger vi altid omkring et spisebord. Når vi kun er os selv, slænger vi os glad og gerne i bløde sofaer og dybe lænestole, men vi gik aldrig ud på terrassen, for der var ganske enkelt ikke hyggeligt.
Derfor har jeg placeret loungemøblerne et sted, hvor de giver mere mening (og endnu engang: mere om det senere), og istedet lavet en hyggekrog for to. Dejlige lænestole med bløde puder, et tæppe på gulvet, en skammel man kan smække benene op på, og masser af hyggebelysning.
Nu er det min hverdags-oase. Det er her jeg trækker op, når det regner; det er her vi tager vores bøger med ud om aftenen, og det er også her jeg kan få vendt verdenssituationen med frk. T.
Der er opsat en terrassevarmer, men som regel synes jeg det er hyggeligere at tænde op i brændeovnen. Jeg elsker levende ild, og lugter altid lidt af bål i sommerhalvåret.
De vægmonterede lamper giver fint læselys, men skal vi bare sidde og snakke i nydningen, tænder vi kun lyskæderne. Så er her helt fortryllet, og jeg kan glæde mig over, at jeg nu er sådan omtrent en tredjedel af vejen i denne sommers projekt-restaurering-af-træbelagt-ødemark.
Åh, det ser hyggeligt ud! Da vi overtog vores gård sidste år var her hestefolde overalt. Dem har vi nedlagt, og nu forsøger vi at skabe en have, men det er et stort arbejde! Vi er faktisk ved at få lavet ny terrasse lige nu. Vi har en masse udlænger, og jeg har overvejet sådan et loungeområde i stil med jeres. Nu har jeg endnu mere lyst til at komme i gang med det 🙂
Det er et kæmpe arbejde at skabe en have hvor der ingen var før – men hvis man tager sig tid til det, og husker at nyde det undervejs, så har jeg da fundet ud af, at man bliver så meget desto mere glad for resultatet 🙂
Det så jo veldig hyggelig du nå, og jeg skjønner godt at det ligger mye arbeid bak å skape et slikt sted.
Ja, det har krævet nogen kræfter, men nu er det hele umagen værd 🙂
Wauw det ser hyggeligt ud 🙂
Tak – jeg er også rigtig glad for, at jeg omsider fik taget mig sammen 🙂