Lige udenfor min køkkendør er der den dejligste lille krog. Der er sol fra morgen til aften, så det var helt naturligt at anlægge en terrasse på stedet. Vores første terrasse var en 17 meter lang stenørken, som vi brugte… aldrig. Der var simpelthen ikke rart at være; goldt og forblæst (Højgård har ikke fået sit navn for ingenting – den ligger på toppen af en bakke, hvilket giver en fin udsigt, men også masser af vind. Konstant vind, på den virkelig enerverende måde), og hverken smukt eller hyggeligt.
Efter ca. 10 år slagtede jeg derfor de mange tons munkesten. Havde ellers overvejet at stribe dem op og udleje hele herligheden til parkering, men eftersom vi bor på landet, forudså jeg, at der næppe ville være den store efterspørgsel. I stedet fik jeg lagt to bittesmå terrasser i de fineste brosten, med naturlige læhegn omkring. Specielt morgenmadsterrassen foran køkkendøren har vi brugt vanvittigt meget, for den er bare noget af det hyggeligste; lille, solfuld, og meget privat. Win, win og win.
Morgenmadsterrassen ligger inde bag alt det fine grønne på billedet her. Det fine grønne som er ved at opsluge både hus og have…
Jeg havde plantet masser af buskroser omkring den, og fordi de var lidt vrangvillige til at begynde med, supplerede jeg med to potter Arkitektens Trøst, en plante der, fuldkommen som min gård, ikke har fået sit navn af ingenting. Uanset hvor grimt man bygger, kan det altid reddes på en enkelt vækstsæson med lidt Arkitektens Trøst. Den vokser med andre ord villigt. Også villigere end buskroserne, som hurtigt blev fuldkommen begravet. Og for den sags skyld også hurtigere end huset, som også snart fristede en halvfarlig tilværelse, på randen til at blive opslugt af det grønne vidunder.
Se, denne villighed er En God Ting i min havebog, men eftersom jeg kun udgør en tredjedel af vores soon-to-be Oldekolle blev jeg nedstemt, da plantens fortsatte eksistens var oppe til afstemning. Og se så hvad der skete:
Hvad slyngplanten gemte – eller “Tommere end Tomt”.
Jeg har dog gjort hvad jeg kunne for at redde situationen med nogle meter bøgehæk. Har også gemt alle skarpe redskaber væk. Og se så her, hvad jeg fandt, gemt inde bag et nedløbsrør:
Fru T’s trøst!
På den anden side af min morgenmadsterrasse er der også levende hegn. En rigtblomstrende hybenrosehæk, som ret hurtigt udviklede sig til at gigantisk monster af stikkende vildskud, med et tæt grønt bunddække af brændenælder. Jeg tilbragte hele sidste sommer med at kigge ondt på krapylet, men det blev det ikke bedre af. Derfor måtte også jeg gribe til våben (jeg tænker at de to andre har indgået en uhellig alliance, og tillidsfuldt har ventet på, at jeg selv skulle få nok, for den side af beplantningen rørte de ikke). Jeg græd salte tårer, da jeg så hvad der var tilbage, da jeg havde fjernet brændenælder, vildskud og døde grene. Det var sørgeligt. Så sørgeligt, at jeg aftalte med mig selv, at jeg først skamferer beskærer den i toppen, lige inden jeg rejser en hel måned til Italien senere på sommeren. Hvis ikke jeg er hjemme, er det jo næsten som om det ikke er sket.
Heldigvis kan jeg altid bare kigge den anden vej. Jeg kan nyde de (få) vækster, der ikke har mødt deres skæbne for mine bofællers hænder, jeg kan fryde mig over synet og duften af frisk vasketøj der vifter i vinden, og jeg kan glæde mig over, at det hele bliver rigtig rigtig pænt, når engang det vokser op igen (og forhåbentlig som en lidt mere varieret beplantning end den nyligt hedengange monokultur)!
Nå ja – og så kan jeg glæde mig over, at trofaste gamle Gladnir har lovet mig at vogte over de sidste rester af liv i min morgenmadskrog 😉
