En slem indrømmelse – om gode fejlkøb

Jeg læser en del blogs (det er ikke det, der er den slemme indrømmelse!), og de indlæg jeg holder allermest af, er dem hvor forfatteren deler små, grimme ting om sig selv. En ren invitation til at man selv kan tage en tur på den høje hest, ikke sandt? Så i taknemmelighed over, at I gider at læse med her, vil jeg i dag gøre det samme for jer.

Jeg er en mindre bevidst forbruger, end jeg kunne tænke mig at være. Meget mindre. Eller med andre ord: Jeg køber jævnligt L.O.R.T. Og her taler vi ikke om gødning til roserne…

Og hey – det er jo pinligt. Gad da meget hellere at være sådan en cool, overskudsagtig sag, der altid administrerede sine indkøb fornuftigt og kvalitetsbevidst, og som aldrig kom hjem med fem cashmerebluser, der fnugger og trækker sig skæve ved første vask! Så ja, det er en vane jeg er flov over. I hvert fald når jeg husker det, for det meste af tiden er jeg så lykkeligt opslugt i selve forbrugsprocessen, at jeg dårligt nok opdager hvor dumt det er. Før bagefter, når jeg trækker endnu en sløj bluse ud af vaskemaskinen.

For sandheden er jo, at jeg elsker selve jagten. Jeg elsker at finde den der helt specielle taske, eller special edition skoene (til grotesk overpris – hallo æblegrønne Louboutins med grafittiprint). Og den anden sandhed er, at når først byttet er nedlagt, så mister det lidt af sin stråleglans.

Men den tredje sandhed er, at der heldigvis er ægte perler blandt mine vanvittige køb. Altså virkelig dårlige køb, som jeg aldrig har fortrudt – eller gode fejlkøb, om man vil:

  • Tophop-skoene jeg aldrig bruger. Vildt flotte og specielle jo, og noget så anvendelige. Går bare ikke med dem.
  • Tom Ford solbrillerne, som er så store og varme og tunge, at jeg ikke kan bruge dem til deres oprindeligt tiltænkte formål. Har meget sart (og skæv) næse, som næsten alle solbriller efterlader mærker på, men disse skaber kløfter. Dybe furer, som kun langsomt rettes ud henover den følgende måned eller så. Flotte briller dog, og de pynter i vindueskarmen, og bærer i øvrigt skønne minder om en sensommereftermiddag i det italienske.
  • Den gule Michael Kors-taske. Meget flot, meget gul. Og selvom gul er yndlingsfarven, så er sorte tasker bare nemmere at gå med.
  • Klassisk sort Dolce & Gabbana pencilskirt. I skinnende satin. Får de ondeste Olivia Newton-John vibes, når jeg trækker det på, men elsker at vide at jeg har det.
  • Min fantastiske gulvlange Etro-kjole. Har haft den på 1/2 gang, men beholder den, fordi den er indkøbt til fremtiden. Har en aftale med min svigerinde om, at når vi bliver gamle skal vi tilbringe livet i lange fejende Etro-kjoler, slippers med fjerdutter, cocktailglas og cigaretrør. Bliver en fest, og det er aldrig for tidligt at planlægge.
  • De æblegrønne special edition Louboutins med grafittiprint. Selvfølgelig hører de til på listen, også selvom yngstesønnens hund gnavede en ordentlig bid af dem, anden gang jeg havde dem på. Havde skubbet dem af under bordet, og pludselig så jeg køteren ligge og snacke på dem… De var jo, i lighed med alle andre Louboutins, gyselige at gå i, og jeg ville næppe have brugt den alligevel, så selvfølgelig hører de til på listen. Også selvom deres aktuelle tilstand giver mig en fremragende undskyldning for ikke at bruge dem…

Er jeg den eneste? (Kom nu, en eller anden. Jeg kan ikke holde ud at være den eneste…)

Måske vil du også læse...

6 Comments

  1. Jeg har faktisk lige ryddet ud i alle de der ‘fejlkøb’. Undtagen mine sko. Jeg tror stadig på, at en eller anden dag… Tja, mon ikke vi alle kender det du beskriver 😉 Kh. Birgitte

    1. Rart at jeg ikke er den eneste 🙂
      Jeg er nogenlunde god til at rydde ud i ‘almindelige’ fejlkøb – prøver at give dem videre så hurtigt som muligt – men der er stadig en håndfuld ting jeg ikke kan slippe… Knus, Pia

  2. Du er ikke den eneste, Pia. Jeg har vært der jeg også, men er generelt ganske god på å kun kjøpe ting jeg bruker. Egentlig til det kjedsommelige, spør du meg. Jeg er ganske god på å finne dyre ting på salg.

    Hilsen Ingrid på http://www.ingridtunheim.no

    1. Godt at høre at man kan blive bedre! – og din garderobe ser da slet ikke kedsommelig ud.

  3. Jette says:

    Min garderobe gemmer på de skøreste styles. Jeg bliver nogle gang ramt af ‘jeg skal da skifte stil’! Så køber jeg en dueblå ‘Det lille hus på præien’ kjole fra Noa Noa, som jeg ALDRIG kommer i. Hvem gider ligne en voksenudgave af Laura Ingalls??
    Eller en ternet blazer i bedste engelske country stil!!!
    Har også lige købt et par enormt spidse støvler, som er vildt fede, men som får tårene frem hver gang de kommer på!
    Så jo, jeg er helt med dig.

    Ps: Og glæder mig så meget til, vi skal iføre os florlette kjoler, være halvvisne om formiddagen, og have vandonduleret-blåligt hår! Jahhhh

    1. Det bliver fantastisk!! Og fordi vi er gamle, er det helt ok at vi er excentriske, og så kommer Laura-kjolerne og Olivia-nederdelen til deres ret. Men ikke sko der klemmer 😉

Comments are closed.