Jeg siger (skriver…) lige noget upopulært: I takt med at jeg bliver ældre, får jeg mere og mere svært ved at lære nyt. I de gode gamle dage, dengang i det forrige århundrede, kom nye færdigheder virkelig nemt til mig. I skolen var mit største problem kedsomhed (med integralregning på en flot andenplads), og en heldig genetisk kombination af stærk logisk sans og klæbehjerne klarede altid skærene for mig.
For godt ti år siden fik jeg så den ide, at jeg manglede en MA i Buddhist Studies. Et eller andet mangler man jo altid, men lige den der MA besluttede jeg at anskaffe mig. Jeg var fortrøstningsfuld, selvom pensum, i hvert fald for det utrænede øje, forekom overvældende. Jeg gik på med krum hals, for dels havde jeg virkelig lyst til at lære nyt, dels vidste jeg jo, at jeg havde nemt ved at lære. Åh ja, alle de ting jeg vidste… Jeg skal lige love for, at jeg lærte noget andet – og jeg lærte da også en smule om buddhisme 😉
Faktisk har jeg levet en stor del af mit liv med en bevidsthed om, at jeg nemt kunne lære nyt; at jeg kunne lære hvad som helst på ingen tid. Bevidstheden har jeg for så vidt stadig, men den hviler på et stadigt løsere grundlag, som årene går. For eksempel har jeg jo haft vældig svært ved at lære, at jeg har fået sværere ved at lære.
Jeg ved ikke om det er noget så simpelt som mangel på øvelse, eller om tiden bare, snigende og helt automatisk, gør mig dummere og dummere. Har nok i virkeligheden heller ikke helt lyst til at finde ud af det, for helt ærligt; hvem gider vel finde ud af, om de er dovne eller dumme?
Og alligevel; noget lærer jeg da. En lille smule hver dag. Se bare her, en fin lang liste jeg allerede kan lave, over Ting Jeg Har Lært i År, til trods for at 2018 stadig træder sine barnesko:
- at the Crown rent faktisk ER god. Det er ikke bare noget folk siger.
- at jeg lynhurtigt glemmer færdigheder, jeg ikke bruger.
- at nogen ting bare er fantastiske, og at man ind imellem bare skal tage andres ord for det. Hvorfor har jeg fx ikke været til karneval i Rio for laaang tid siden??
- at hårde hvidevarer ikke har evigt liv.
- at det faktisk er ok hyggeligt at vaske op i hånden.
- at jeg er evne-optimist *
- at det faktisk er meget godt at være evne-optimist, når bare man har rare og dygtige mennesker i baghånden.
Hvis jeg lige prøver nej-hatten for en stund, kan jeg da også lave en liste over ting jeg ikke har lært i år:
- at strukturere min indsats, specielt når jeg arbejder med fejlfinding (hej, blog-overflytning og medfølgende rod!).
- at man skal have vanter på, når det er minus 7 grader udenfor.
- at tale portugisisk.
- at nej-hatten klemmer, og jeg derfor skal lade være med at tage den på, selv på forsøgsbasis.
Hvad har I lært i år?
* Alle kender efterhånden tidsoptimisten: hende der altid halser lidt bagefter sit liv, fordi hun hele tiden overvurder hvor meget hun kan nå i et givent tidsrum. Jeg introducerer nu evneoptimisten: hende der konstant overvurderer egne kvalifikationer, og dermed kommer til at rode sig ud på dybt vand. Hele tiden.
Evneoptimist – det må blive det bedste ord i 2018! Det er jeg også, og selv om tingene ikke sætter sig fast så hurtigt, som for 30 år siden, så er det edderbukkeme nødvendigt at lære nye ting – hele tiden. Stort og småt. Tænker, at det er lidt ligesom motionsløb. Det er hårdt at komme i gang med, men efterhånden bliver det bedre.
Ha’ en god dag 🙂
Ja, er det ikke et godt ord? Og jo i øvrigt også rart at være – den der urokkelige tro på, at man da kan alt. Tror du har ret i, at vi da også kan lære at lære – vi kan jo ALT 😉
Også god dag til dig!