Forsinket glædelig Kvindernes Internationale Kampdag!

Ups. I går var det Kvindernes Internationale Kampdag, og for en stor del af dagen glemte jeg det. og ved I hvad; det er en rigtig dårlig ide. Der har garanteret været de sædvanlige patroniserende udsagn om, hvordan kvindesagen har sejret sig ihjel; at kvindekamp er virkelig usexet, og skulle vi ikke meget hellere fejre dagen som hos vores glade østeuropæiske naboer, hvor det er en festdag der markeres ved, at mændene giver deres (!!!) kvinder blomster??!

Vi er kommet virkelig langt, og måske er vi endda kommet så langt, at det giver mening fremover at tale om Kønnenes Kampdag, så vi i fællesskab kan arbejde på at gennemskue alle de mere eller mindre ubevidste forestilinger om, hvad henholdsvis mænd og kvinder kan og bør og er gode til.

For hvis vi en dag lykkes med dét, vil der ikke længere sidde mennesker i Familieretten som lader deres afgørelser diktere af, hvad de ved om Det Hellige Moderskab, men som i stedet vurderer hver enkelt sag ud fra barnets tarv. Så vil der heller ikke længere sidde mennesker og besætte stillinger ud fra overvejelser om, hvorvidt der her er tale om en stilling som fordrer bløde værdier, eller om man kan slippe afsted med at ansætte én af dem, som ikke skal have så lang barselsorlov…

Det er super svært at konfrontere sine ubevidste fordomme. De er jo netop ubevidste… men det kan lade sig gøre, især hvis man er villig til at få et lille spark i ny og næ. Hvis du trænger til sådan ét, vil jeg på det varmeste anbefale at du læser enten Kraften af Naomi Alderman eller Min uimodståelige mand af Mette Korsgaard. De formår begge, på hver deres måde, at rokke ved vores dybeste overbevisninger, og burde efter min mening være obligatorisk læsning for alle.

Jeg håber, I havde en god dag. Jeg håber, I tog jer lidt tid til refleksion og meningsudveksling, og at jeg var den eneste, som glemte en så vigtig dag.