Fra Cala Rajada til Cala Mesquida

Man kan leje både* på havnen i Cala Rajara (faktisk vil jeg tro, at det er en mulighed i alle havnebyerne), og tilbringe en pragtfuld dag ude langs kysten. Vi sejlede en kort tur, fra Cala Rajara over Cala Mesquida og en smule videre. Kysten er virkelig smuk her, med klipper der nærmest ser ud til at ligge i lag, og med masser af små grotter og huler undervejs. Vandet er rent, klart og overraskende varmt – eneste problem er, i følge dele af mit selskab, at der er angrebslystne rovfisk i farvandet… Det lyder så tåbeligt at man tror det er løgn, men jeg har hørt på det siden vi badede ved Canyamel. Retfærdigvis skal det bemærkes, at der også er andre der har oplevet ‘truslen’.

Fyrtårnet ved Punta de Capdepera er også smukt fra vandsiden!

Stranden ved Cala Mesquida er enstående smuk, flere hundrede meter lang, og ikke nær så fyldt som mange af strandene længere nede langs kysten. Den ligger en smule fra alfarvej, og det er på mange måder en god ting 🙂

Havnen i Cala Rajara er hyggelig, med masser af små restauranter. På hjørnet af Passeo Colon og Carrer de Pizarro ligger Mamma Mia, med en skøn udsigt over havnen. De serverer fremragende italiensk mad – jeg ved godt, at vi måske snart burde overveje at forsøge os med det spanske køkken, men det er altså svært at lære en gammel hund nye tricks. I øvrigt har vi jo altså også spist paella, så helt galt er det ikke.


På Placa dels Mariners er der et springvand af den slags som vækker endeløs begejstring hos børn og barnlige sjæle. Havde nær aldrig fået hr. T med videre derfra…

* En praktisk bemærkning vedrørende bådleje: i følge europæiske regler skal man have førerbevis til både med mere end 50 hk, men ofte vil man kunne leje mindre både uden bevis.

 

Tilbage til forsiden

Måske vil du også læse...