Havedrømmene er startet tidligt i år. Jeg giver dels det vidunderlige solskin hernede, dels den fantastiske Taschen-udgivelse jeg har fået fingrene i, Landscape, Architecture now!, skylden. Og internettet, selvfølgelig, det snedige bæst, som altid formår at stjæle timer af min tid, helt uden jeg opdager det.
Jeg har faktisk en ret dejlig have. Den er hyggelig, med masser af små kroge, hvor man kan putte sig, og fuldstændig forsvinde fra omverden – og så er den nem! Den passer næsten sig selv, og den pasning den kræver, står frk. T som regel for (jeg elsker at bo sammen med frk. T!!! Stor luksus at bo med sin bedste veninde, og ekstrabonus når det så viser sig, at hun ikke kun hjælper og støtter mig, men faktisk også ordner stort set alting for mig…).
Men – for der er selvfølgelig et men – det fine anlæg vi fik lavet omkring vores Avalokitesvara-statue sidste år, fungerer ikke. Anlægget i sig selv er pragtfuldt, og fyldt med vigtig symbolik, men det hele ser altså, på trods af statuens imponerende størrelse, lidt sølle og forladt ud, som hun står der midt i det hele.
Noget skal afgjort gøres, og heldigvis er jeg omgivet af nogen som gider at hjælpe mig. Det betyder at jeg kan hengive mig til drømmene, i hvert fald så længe jeg får dem skåret til, så de er nogenlunde praktiske (for så vidt som en fire meter høj statue i et vandbassin nogensinde vil blive ‘praktisk’). Jeg kunne godt tænke mig at omgive hende af enten hække eller lave stenmure, så man på den måde kunne skabe noget intimitet omkring anlægget, og måske også lave en lille, afskærmet terrasse til kontemplation og solnedgangshygge – for solnedgangene er hjertestoppende vidunderlige her!
Man kunne for eksempel bygge sådan en terrasse op med firkanter af betonfliser (som dem anlægget er lavet af), stampet lergrus og lav beplantning. Det ville være vidunderligt at omgive hele sceneriet med statelige træer, men 1) det er ikke tilladt, 2) det ville være synd at tage udsigten til de imponerende lysshows vi får hver aften når solen går ned, og endelig 3) det ville være så upraktisk at nogen garanteret ville stoppe mig. Tæt og lav, det må være vejen frem. Og i firkanter. Eller måske i afrundede organiske former, for at spille op til anlæggets stramme form? Hm…
Man kunne også gå en helt anden (og noget simplere) vej. Man kunne prøve at skabe noget frodighed omkring hende, ved måske at plante en masse høje græsser hele vejen rundt om bassinet, og en overdådig hængende / klatrerende stedsegrøn sag i karret foran hende. Eller man kunne kombinere de to ideer, så man slap for at vælge!!
Uanset hvad jeg ender på, skal det være noget der understreger både den fantastiske beliggenhed og statuen selv. Hun er bare smuk i al slags vejr, og hun bærer så mange minder, både om Mit Livs Rejse (skal skrives med stort, for den tur rundt i Asien jeg fik til min 50-års fødselsdag, vil næppe kunne overgås nogensinde), og om min elskede svigerfar.
Har I også havedrømme, eller kan I styre jer lidt endnu?
Hej Shomon: Det kan du næsten ikke være bekendt at smide i hovedet på os herhjemme i trist, diset og regnfuld vejr og temperatur lige et par grader over 0. 🙂 Så Avalokitesvara langt væk i sol og minder. Men jeg er nok enig lidt planter og afgrænsning omkring hende ville kunne blive godt.
Ja, ikke? Jeg bobler nærmest af gode ideer, og kan nærmest slet ikke vente med at komme i gang. Det må jo nok vente lidt, med mindre jeg kan tage det gode vejr med mig hjem 🙂
Wauw, hvor er den flot. Håber du finder den perfekte løsning. Sikke et dejligt udsyn iøvrigt. Jeg har ingen havedrømme i øjeblikket – altså udover en lille en, nemlig at få ryddet haven for byggemateriale, stillads og håndværkere…. :-). KH Dorte
Det lyder ikke nødvendigvis som nogen helt lille drøm, det der med at få ryddet op efter en ombygning. Puha, har prøvet det et par gange efterhånden, og det er bare som om man er brugt op, når først man kommer til haven. Til gengæld er det jo helt vidunderligt når det er overstået 🙂