Måske er det mig der ikke har været opmærksom nok, men er det ikke sådan at der er kommet en ny bølge af feminisme? Jeg synes lige pludselig jeg støder på en masse kloge og velformulerede kvinder, som ikke bare erklærer sig som feminister, men som også synes at have redefineret feminismen, så den er blevet en aldeles inspirerende og indtagende størrelse.
Jeg er født i 1964. Mine forældre var sådan lidt hippieagtige (vi boede endda i bofællesskab), så selvfølgelig havde jeg rødstrømperne tæt inde på livet. Min egen mor formåede at balancere mellem ideologi og virkelighed; mellem fornuft og følelse. Hun var feminist – naturligvis, for hvem er vel ikke det, når alt kommer til alt? – men hun var, udefra set, virkelig dårlig til det. Hun prioriterede nemlig altid det personlige over det politiske, og det var ikke velset. Jeg er nu ret taknemmelig over hendes valg, men det er en anden snak.
Selv må jeg også siges at være dumpet i feminisme. Uanset hvor helhjertet jeg mener, at kvinder naturligvis skal have nøjagtig de samme rettigheder som mænd *, så har jeg gjort en masse ting forkert, hvorved jeg har formået at placere mig selv i kategorien ‘dårlig feminist’ og har som følge heraf påkaldt mig en mængde vrede. For eksempel gjorde jeg det utilgivelige, at jeg valgte selv at passe mine børn, selvom jeg kastede mig direkte i det sorte dyb, hvor jeg gjorde mig afhængig af én mand (en jeg faktisk rigtig godt kunne lide, og stolede på – og som delte min interesse for vores børns velfærd), fremfor at være afhængig af flere mænd (i form af en given arbejdsplads og dens hierarki, som typisk består af mænd…). Men der ser ud til at være lyse tider forude! De nye feminister lader til at være så sikre på sig selv og deres mission, at de ikke behøver at afvise alle, der ikke falder indenfor en snæver kategori. Faktisk ser det ud til, at man nu gerne må bruge ordet feminist om sig selv, selvom man ikke kan tjekke en lang liste af krav af.
Polly Vernon er en af disse nye feminister, og hendes bog, Hot Feminist, er en slags manifest for kvinder som godt tør udvide feminismens grænser. I bogen raser hun over den manglende ligeløn og de mange voldtægter, samtidig med at hun giver tips til personlig stil og (oh gys, at hun tør!) vægttab. Hvordan kan det overhovedet hænge sammen? Hvordan vover hun at bilde os ind, at vi kan være feminister (og jeg minder lige om, at en feminist, hvis vi skærer ind til benet, er en person der mener at kvinder og mænd bør have lige rettigheder), og samtidig bruge vores mentale kapacitet på sådanne ligegyldigheder? Jeg synes faktisk det lykkes meget godt. Jeg synes at hendes holdning til det hun kalder The Urge, altså trangen til at blive beundret, og grundlæggende accepteret som god nok, giver mening. Hun sporer The Urge til kilden:
The origins of The Urge are undoubtedly ancient and patriarchal and rooted in the expectation that girls and women serve as easy-on-the-eye baby-vessels, and not much more.
Samtidig giver hun også den (befriende) besked, at første skridt til at håndtere The Urge er at holde op med at sige, at det ikke betyder noget. Hun går endda så lang som til at sige, at det er ok at ønske sig at blive beundret! ? selvom hun også indrømmer at det ikke nødvendigvis er specielt feministisk, men måske bare helt almindeligt menneskeligt, og at det, måske mere interessant, ikke er ikke-feministisk. Og det er egentlig tonen hele vejen igennem: lad os indse, at vi er kvinder, ja – men at vi først og fremmest er mennesker, og lad os tilgive både os selv og andre, at vi godt kan lide at blive beundret.
Make free with the fancying!
Dermed giver denne nye fortolkning, denne menneskevenlige feminisme, plads til, at det kan være i orden at være optaget af tøj, hår og kropsvægt, hvis ellers det er noget man gider. Det er ikke feministiske handlinger i sig selv, det der med at shoppe, træne, manicurere og hvad vi ellers får tiden til at gå med, men:
Not everything I do or think or say is done or thought or said because I think it’ll help me, or any other woman for that matter, move closer to the ultimate end goal of social equality. I am contradictory, and messy and hypocritical, because I am alive, and that means, by definition, that I am not always as good as I should be. At almost everything, up to and including being a feminist.
Hele bogen er imidlertid ikke fest, farver og forskønnelse. Vernon skriver også om udfordringerne ved at være feminist, hvis man samtidig lever i et forhold (holder en mand i sin lejlighed, som hun kalder det). Blandt andet nævner hun det absurde i, at vi overhovedet har et udtryk som familiy man, når ikke vi har et tilsvarende family woman, hvilket bare understreger, at mænd helt automatisk vinder i familiekategorien, stort set bare ved at dukke op, mens kvinder forventes at yde langt mere. Oversat til dansk genkender vi jo også ordet familiefar, mens familiemor ikke er noget vi slynger om os med…
Også de virkelig tunge emner bliver behandlet, med voldtægt som det tungeste af alle. Hvorfor er det, at 1 ud af 5 kvinder (i henhold til Vernons statistikker) oplever voldtægt eller andre former for seksuel kriminalitet? Kan det have noget at gøre med, at vi som samfund tydeligt viser, at voldtægt ikke er så slemt? For det gør vi. Det gør vi meget klart og tydeligt, når vi idømmer seksuelle forbrydere latterligt korte straffe. En hurtig Google-søgning har givet mig nogen forfærdelige tal – gamle, men forfærdelige. I 1998 var den gennemsnitlig længde af ubetinget frihedsstraf for voldtægt 16 måneder. 16 måneder. Den lader jeg lige stå et øjeblik, mens jeg håber på, at det er blevet bedre siden da – men helt godt er det næppe, for i 2015 sagde Amnesty International at: “Danmark sjofler voldtægtsofre”. Lidt tankevækkende er det også, at Faktalink giver fem bud på, hvordan man kan begrænse antallet af voldtægter – og de to af de fem retter sig mod kvindernes opførsel. Den lever desværre stadig i bedste velgående, den der med at “med den opførsel / det tøj / den promille burde hun måske have set det komme…”. NEJ. Højt og tydeligt NEJ. Selvom man er født med to sunde x-kromosomer, skal man ikke bære ansvaret for xy-kombinationens valg – eller deres seksualitet, for den sags skyld. NIX, siger jeg bare. Er der nogen der er i tvivl om, hvordan man kan flytte ansvaret derhen hvor det hører til, anbefaler jeg denne lille pædagogiske gennemgang af ja og nej.
Jeg elsker bogen, og det allerbedste ved den er, at den ikke står alene. Den er en del af en masse ny feministisk litteratur, skrevet af kvinder som 1) ikke hader mænd (en ret forudsigelig udvikling kan man sige, al den stund at mange af dem jo er både søde og sjove, og vældig praktiske at have), og ? meget mere overraskende, frigørende og vidunderligt ? 2) ikke hader kvinder!!! Hvor de tidlige rødstrømper skulle kæmpe en virkelig barsk kamp, og måske derfor blev temmelig hårde i filten, så er de nye feminister venlige og accepterende. De kan godt holde ud at de ikke er Perfekte Feminister Til Alle Tider, og de holder også fint ud, at andre heller ikke er det. Hvor ville det være pragtfuldt, om kvinder kunne lade være med at holde kvinder nede. Så var der kun ca. halvt så mange tilbage som gjorde det! Vernon bruger de såkaldte WAGs (Wives And Girlfriends, typisk til fodboldspillere) som et specifikt eksempel på, hvor grimt det kan blive når hele samfundets mere eller mindre skjulte misogyni pludselig finder et ‘acceptabelt’ mål:
“OK, we know we’re not supposed to feel unjustified and instinctual loathing for all women, all the time, so we’re going to get rid of any we’ve built up and suppressed by extending it on a very few of them. In order to pull it off convincingly, we’ll rustle up some pseudo liberal argument in our own defence, and then no one will ever notice! We’ll say how sad it is that these women seem capable only of existing through the prism of marriage and wifeliness, so that it’ll seem as if we’re somehow defending most women while slaggering off these very particular women – which is the special genius of this act!”
Som en særlig gave til de af jer som stadig læser med (ved godt, det er et meeeget langt indlæg…) vil jeg slutte af med Polly Vernons gave til mig (jeg er sikker på, at den også er til jer alligevel 😉):
Your big, fat feminist right to fail. To fuck it the fuck up, and still call yourself a fucking feminist.
