Det er næppe nogen hemmelighed, at jeg er buddhist. Faktisk er jeg ordineret munk, selvom det ikke er en titel, jeg nogensinde bruger – i en dansk sammenhæng peger ordet nemlig almindeligvis på noget helt andet end mig: en mand (ikke mig), som har forladt hjemmelivet for at leve i kloster (ellers tak), og oven i købet har aflagt løfter om cølibat (nix).
Jeg bliver jævnligt spurgt om, hvorfor jeg blev buddhist. Det er endnu ikke lykkedes mig at komme op med et fornuftigt svar, men hvis jeg i stedet bliver spurgt hvorfor jeg er buddhist; hvorfor træning af sindet efter den buddhistiske metode er en del af min hverdag, er svaret til gengæld nemt. Det er nemlig fordi jeg ikke bryder mig om det liv jeg har, hvis ikke jeg gør det.
Buddhismen bliver nogle gange kaldt en erfaringsreligion. Det er fordi buddhisme ikke er noget man tror på – det er i høj grad noget man gør. De buddhistiske læresætninger giver ingen nytte, hvis man bare sætter sig ned og tror på dem; de skal afprøves, så man finder ud af, om de virkelig er sande, og de skal omsættes i handling. Buddhaen selv sagde faktisk, at ingen skulle tro på noget, bare fordi han sagde det: man skulle teste det, og gøre sig sine egen erfaringer (i den skam-citerede Kalama Sutta).
Den buddhisme vi står med nu, er en religion som på den ene side er omkring 2500 år gammel, og på den anden side lige så ny som dagen i dag. Det er en religion uden en almægtig dømmende gud, men med mennesket som ansvarligt for sit eget liv. Enhver af os bestemmer selv, hvordan vores liv skal forvaltes, og enhver af os bærer selv ansvaret for vores liv og vores handlinger. Det er essensen af buddhismen (i det omfang det ellers giver mening at tale om ’essensen’ af et system, som har læren om alle tings manglende essens som sin grundsten…).
Buddhisme er en religion der handler om at finde den sande lykke, og lære at se hvordan verden i virkeligheden er. Ideen er, at når man ser virkelighedens sande natur, vil man én gang for alle fjerne al lidelse fra sit liv. For at hjælpe denne forståelse på vej, giver buddhismen os et sæt arbejdshypoteser. Dem der afprøver disse hypoteser kalder man buddhister.
Buddhister er således ikke perfekte mennesker; det lader vi typisk andre om. Vi kan ikke det hele, og vi er ikke engang nødvendigvis perfekt lykkelige mennesker. Men vi prøver på at blive det 🙂
