Indtil vanvid, indtil døden af Kirsten Thorup

Reklame

indtil vanvid, indtil døden

I Indtil vanvid, indtil døden tager Kirsten Thorup os med på rejse til 40’ernes nazityskland. Vi kommer med danske Harriet til München, hvor hun drager ned på rekonvalescens i et forsøg på at komme sig over sin mands heltedød i krigen.

Det er på mange måder en dannelsesroman, idet Harriet ikke kun rejser gennem et krigshærget Europa, men også gennem stadier af stigende bevidsthed. Harriet har et udtalt behov for at være på den rette side af historien. Som nutidige læsere kan vi fortælle hende, at det var hun ikke. Godt nok var hendes elskede Gerhardt ikke partimedlem (hvilket var vældig vigtigt for hende), men han kæmpede på tysk side. For Finlands frihed forstås – men altså stadig på den forkerte side. Hendes evne til at skabe mening i disse modsætningsforhold er imponerende. Hun hjælpes godt på vej af en stædig insisteren på, at hun befinder sig bedst på overfladen, som hun formulerer det. Og der, på overfladen, kan det åbenbart godt give mening at være stolt krigsenke efter en soldat i besættelsesmagtens hær, og hun kæmper da også ivrigt for at forblive loyal overfor sin mands minde. Holdbart er det bare ikke, især ikke når hun konfronteres med den rå virkelighed i München, og til slut når hun da også frem til den erkendelse, at ”alt det jeg ikke har ønsket at se, skygger for mine rejseoplevelser”.

Romanen er et unikt billede af den nazistiske overklasses liv set indefra, med stolthed, uro, dekadence, fordomme og vold – det er de store følelser, der sættes i oprør, og det er derfor ikke altid behagelig læsning. Det er grumt; det er vanvid. Men det er også en påmindelse om, hvor nemt det menneskelige sind kan skabe mening i vanvid; hvor meget vi kan vænne os til.

I München er nazisternes hærgen tydelig. Man får overbragt Ludmillaer, østarbejdere, efter behov; jøder skal bære stjerne, og alle kontrollerer alle, så paranoiaen breder sig. Det bliver hurtigt svært for Harriet at balance mellem sin dybe loyalitet overfor Gerhardts minde med alt hvad dette indebærer, og det åbenlyse vanvid hun er vidne til – men ”man vænner sig”, som hun konstaterer, efter at have bevidnet et grumt overfald på et par jøder.

Det er ikke umiddelbart beundringsværdige eksistenser, der befolker denne bog. Harriets naivitet manifesterer sig ind imellem som et strøg af ligegyldig grusomhed, som den for eksempel åbenbares i hendes forhold til hendes og Gerhardts små drenge. De holdes uvidende om deres fars død, og efterlades uden videre på et børnehjem, da Harriet beslutter at rejse ned til vennerne Gudrun og Klaus i München.

Gudrun virker som en hård og kold kvinde, der er helt tilpas med, at ”undermennesker” slides op gennem hårdt arbejde – men vi får også et blik ind under overfladen, som giver en dybere forståelse af hendes råhed. Hendes ægtemand Klaus derimod, forbliver svær at holde af. Han beruser sig i magt, overdådig overflod, og de yngste og kønneste af Ludmillaernes kroppe.

Det er en medrivende og fængslende bog, som er nærmest umulig at lægge fra sig. Man må hele tiden have bare lige én enkelt side mere, i et forsøg på at skabe mening i vanviddet. Sproget er levende, detaljeret og udtryksfuldt, og de sirligt udformede sætninger understøtter fornemmelsen af at træde tilbage til 40’erne. Men bogen hverken kan eller skal kun læses for den fine æstetiske oplevelse – den tvinger sig ind under huden, hvor den sætter sig som en stille uro, fordi den minder om, hvad mennesker kan.

Jeg bestilte den hjem fra Tales.dk hvor jeg fandt den i deres velassorterede skønlitterære sektion. Som abonnent kan man købe bogen til indkøbspris, og dertil få gratis fragt, så hvis man er en grådig læser, er der mange penge at spare!

Måske vil du også læse...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.