Efterårets læsestak

efterårs bøger

Efterår er højsæson for læsning. Aftnerne bliver lange, og indbyder til at man krøller sig sammen i sofaen med en kop te og en god bog, uden dårlig samvittighed over, at man jo burde være ude og nyde det gode vejr. Man kan helt uforstyrret forsvinde ind i alle mulige lokkende, fiktive universer – og man behøver sådan set ikke dukke op igen før juletid.

Se også et par af mine tidligere læsestakke: Efterårslæsning og Vinterlæsning

Jeg har udvalgt mig en fristende læsestak til den næste tid, og har naturligvis, vanen tro, allerede smugkigget lidt. Eller meget. I hvert fald nok til, at jeg med sindsro kan anbefale nedenstående bøger.

 

Elisabeth er forsvundet, af Emma Healey
Denne bog har jeg lånt af min svigerinde, og den kom med de varmeste anbefalinger. Jeg glæder mig helt vildt til den, for omtalen har virkelig vakt min nysgerrighed: en krimi – men på ingen måde en sædvanlig krimi, al den stund at hovedpersonen er ramt af svær demens! Så Hvordan kan man løse et mysterium, hvis man ikke kan huske ledetrådene??

 

Spøgelsesdrengen, af Megan Lloyd Davies & Martin Pistorius
En på én gang uhyggelig og livsbekræftende fortælling om Martin, som pludselig bliver syg, og ender lammet og stum, i en kørestol. Det ingen ved er, at Martins bevidsthed langsomt kommer til live inde i hans lammede krop… Det er den næste bog i bogklubben, og jeg forudser en aften med en lang, let uhyggelig snak. Fordi hvilken slags liv er værd at leve?

 

Nye rejsende, af Tine Høeg
En skøn lille debutroman, der vækker mindelser om Tove Ditlevsens indfølende, poetiske og smertefuldt præcise skrivestil. Hovedpersonen befinder sig i en brydningstid; hun har lige fået sit første job som gymnasielærer, og skal finde sig til rette i et voksenliv. Allerførste skoledag møder hun en mand i toget – en gift mand, som hun indleder et forhold til. Og hvordan dét går, kan man næsten gætte sig til… Det er en medrivende fortælling om, hvor store de små hverdagsdramaer er, og hvor svært det kan være at finde sin plads.

 

Smaragdsliberen, af Anne-Cathrine Riebnitzsky
Af uransagelige årsager har jeg endnu ikke fået læst nogen af Riebnitzskys bøger, men nu skal det være! Jeg skal læse om den jødiske smaragdsliber Pierre Levy, som efter tre hjertestop påbegynder sit livsværk, slibningen af en sjælden smuk smaragd. Samtidig følger vi hans datter Zara, som rejser rundt til klodens brændpunkter, og vi er med på sidelinjen mens de to brydes med liv og død, skønhed og realitet.

 

Sapiens, Homo Deus og 21 ting du bør vide om det 21. Århundrede, af Yuval Noah Harari
I sommer begyndte ham min elskede og jeg at lytte til Sapiens af Yuval Noah Harari. Den gjorde så stort indtryk, at jeg naturligvis måtte fortsætte med hans øvrige bøger, Homo Deus og 21 ting du bør vide om det 21. århundrede. Det er glimrende debatbøger, som rejser så mange interessante spørgsmål, at de faktisk allerbedst læses sammen med en bog-buddy. Det var fantastisk at lytte den første bog sammen, fordi vi hele tiden lige kunne sætte den på pause, mens vi diskuterede de mange spændende teser.

 

Dukkeværkstedet, af Elizabeth Macneal
Endnu en debutroman, som jeg blev opmærksom på, sidst jeg var i London. Her stod originaludgaven, The Doll Factory, i alle boghandleres vinduer, stak op af folks tasker, og blev læst overalt. Umiddelbart lyder den ikke som noget, jeg ville kaste mig over, men den skal have en chance – for kan så mange mennesker virkelig tage fejl?

Fra bogens bagsidetekst:

I London i 1850 emmer det af store forventninger og spænding. Snart bliver byggeriet af Crystal Palace færdiggjort til Verdensudstillingen. Den unge dukkemager Iris har en dag fået fri, og søger mod Hyde Park. Her støder hun ind i Silas, en særegen konservator, der higer efter at fremvise sin bizarre samling af udstoppede dyr på Verdensudstillingen. Silas forelsker sig på besættende vis i Iris, som selv brændende ønsker et gennembrud som kunstner. Hun får chancen for et friere liv, da hun skal være model for en af samtidens mest eksperimentelle kunstnere. Herfra indleder hun et liv, hun aldrig kunne have drømt om.

Med interessante historiske detaljer og psykologisk dybde fortæller Elizabeth Macneal i “Dukkeværkstedet” en gribende fortælling om 1800-tallets London, hvor farer, mystiske skæbner, og besættelse sker side om side med gennembrud inden for kunst, videnskab og arkitektur.

 

Alle bøgerne kan købes hos Saxo, og de fleste indgår også i Saxo Premium streaming.

Måske vil du også læse...

2 Comments

  1. Min ældste læser Sapiens for tiden, mens jeg læser Brinkmann’s nyeste. Tænker at vi kan bytte, når vi er færdige 😉 og én af de bedste bøger, jeg har læst er Anne-Cathrine Riebnitzsky’s Forbandede Yngel. Den er virkelig rå, men god. Kh. Birgitte

    1. God ide at bytte, for Sapiens er skøn, og Brinkmann plejer jo altid at være interessant! Jeg glæder mig til at læse Riebnitzsky, for jeg har altid kun hørt godt om hendes bøger! Jeg må have Forbandede Yngel med på min liste.

Comments are closed.