I dag har den vigtigste kvinde i mit liv fødselsdag; min mor, som ikke bare gav mig livet, men som også har lært mig så uendeligt meget. Hun skal fejres i dag. På afstand, for jeg er stadig i Italien, men jeg fejrer nu alligevel.
Og netop derfor synes jeg, at dette er den perfekte dag at fortælle om en hel bog fuld af seje, voksne kvinder.
Kvindeligheder, 50 år og hva’ så… er en bog som sætter kvindeligheden under lup. Hvad vil det sige at være kvindelig? Hvordan er man kvinde? Hvad tænker vi om vores kvindelighed? Hvordan ser vi os selv? Og hvad betyder alderen, med dens tyngde og overgangsfaser, for vores opfattelse af egen kvindelighed?
Ikke overraskende kommer der mange forskellige svar på de spørgsmål, og de bliver leveret i en atmosfære af nærhed, tryghed og åbenhed. Forfatteren, Mette Herlev, giver os et herligt billede af en gruppe voksne kvinder, som sidder sammen i en sauna. I saunaens stille, nøgne rum smider kvinderne alle forbehold, og lader os både se og høre dem – og det er der kommet en virkelig flot bog ud af.
Mette Herlev sidder i saunaen og lytter med, og hun har medbragt fotograf Birthe Vembye, og det er vel nok et held! Bogen er nemlig blevet fyldt med mageløst smukke billeder af de voksne kvinder, som modigt deler både deres historie og deres krop med os.
Udenfor saunaen står læge, forsker og forfatter Lotte Hvas parat til at give et par gode råd med på vejen. Hun stiller skarpt på kroppens forandringer – hvad er det, der sker, når vi går gennem overgangsalderen; går fra at være fødedygtige potentielle mødre, til at være noget andet? Lige præcis dét med overgangsalderen undrer mig i øvrigt. Den hedder overgangsalderen, den peger på en overgang fra ét til noget andet. Når du kommer i puberteten, fortæller folk dig, at nu bliver du kvinde. Men der er bare ikke rigtig nogen der fortæller dig, hvad du bliver på den anden side af overgangsalderen…. Er det fordi vi instinktivt stadig skræmmes af ideen om en gammel, gold kvinde? Jeg gad godt give tiden efter overgangsalderen et cool navn, for det er en cool tid!
Mændene har fået lov at være nysgerrige. Jeg forestiller mig, at de har sendt små sedler med deres spørgsmål, og at kvinderne så har givet sig god tid til at reflektere, og give gode, personlige svar, som er strøet ud over bogens sider.
Det er virkelig en smuk bog, men det er også så meget mere end dét. Det er en bog, som er sjov at snuse rundt i, og som er god at blive klog på. Det er en bog af, om og til voksne kvinder; en bog som jeg både nyder at sidde og dryplæse i fra tid til anden, og en bog jeg elsker have liggende fremme, så den kan minde mig om kvindeligheden.
Du har en fantastisk inspirerende blog som jeg anbefaler til mine strikkevenner Videobloggen var flott! Håper du fortsetter med det. Jeg er fra Norge og er nesten hver sommer i Italien som er mitt ultimate feriested
Tak for de søde ord – og tak fordi du anbefaler mig til dine venner! Det er jo den fineste ros jeg kan få 🙂
Italien er dejlig, men det er Norge nu også. Jeg håber du nyder sommeren!