Og hun dansede

 

og hun dansede

Jeg har tidligere skrevet begejstret om Karoline Hedegaard Branders første novellesamling, Fanden og 39 andre hverdagsmagiske, småmorbide skyggefortællinger, og havde derfor høje forventninger til hendes næste udgivelse, Og hun dansede. Sjovt nok indledes den nye samling med overvejelser om den svære to’er, men jeg må sige, at forfatteren ikke havde behøvet at bekymre sig.

Og hun dansede er et dejligt værk. Man fornemmer stadig Karolines særegne tone, og den på én gang foruroligende og rare stemning, hun arbejder i, men alligevel er den næste bog helt anderledes. Det er ikke bare en forlængelse af debutten; de fortællinger vi får i den nye bog er helt deres egne, og de byder på en ny, mere håbefuld og optimistisk tone, med masser af gode slutninger. Jeg oplever samlingen som lidt mere personlig, hvor den første bog var mere privat, og samtidig i høj grad almengyldig.

Det er en poetisk lille bog, hvor vi for eksempel får lov at opleve hvordan det føles, når man opdager hvor vred man ikke længere er. Forstå mig ret; vi er ikke ude i noget overfladisk feel-good med regnbuer og blomster og enhjørninger alle vegne. Fortællingerne er stadig rå, ordene skraber ind imellem mod huden, og som læser sidder man ofte helt nøgen og sårbar tilbage, når det sidste punktum sættes i de små historier. Jeg blev gang på gang stillet ansigt til ansigt med mig selv, på godt og ondt. Det spejl Karoline tilbyder, er så uendelig klart, at der uden videre opstår en 1:1 identifikation, som tvinger læseren til at se på sit eget liv.

Ind imellem blev jeg helt forskrækket over de smerteligt præcise billeder, som er så dragende, at følelserne udfolder sig under læsningen, nærmest uden at man opdager det, før man er fanget:

“Hun slæbte sig afsted med hængende skuldre. Hun gik gennem byen med ansigtstræk, der gjorde deres for at opfylde tyngdekraftens hedeste drøm. Ansigtstræk, der vendte så meget nedad, at folk, der så hende, blev helt tunge. Fordi tungheden smittede, så de ikke vidste, hvad de skulle stille op med sig selv. De bøjede af og vendte om, når de så hende. For det var sin sag at møde et menneske med en så sugende energi, at hun lignede en, der var i lære som sort hul.”

Der er endnu engang tale om et værk, som med fordel kan læses i små bidder. Jeg synes ikke man må snyde sig selv for den reflektion der vækkes, og reflektion tager tid. Læs bogen for det smukke og begavede sprog, for de sønderflængende indsigter – og læs den langsomt.

 

Måske vil du også læse...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.