Har kvindebevægelsen sejret sig ihjel? Er Kvindernes Internationale Kampdag bare et anakronistisk levn fra en anden og værre tid?
Alene det at stille spørgsmålene viser egentlig lidt hvor jeg vil hen, tænker jeg. Hvis jeg virkelig mente, at kønnene havde lige vilkår, ville jeg næppe overhovedet tænke over, at d. 8. marts er en særlig dag. Men så længe det både nationalt og internationalt er farligere og mindre økonomisk fordelagtigt at være kvinde, giver det ikke mening at hævde, at kønnene har lige vilkår. Så er det sagt.
Billede lånt herfra
Men når det er sagt, kunne vi måske tale om, hvordan vi kommer videre. Der findes for eksempel stadig mennesker, som tror at feminisme handler om at hade på mændene. Måske dét problem kunne være et godt sted at starte?
For det er et problem, synes jeg. Jeg er feminist, men jeg hader ikke mænd. Slet ikke. Jeg har jo endda én derhjemme, og det fungerer fint. Jeg vil endda gå så vidt som til at sige, at der er kommet en masse spas ud af det.
Men jeg er enig med Chimamanda Ngozi Adichie, når hun hævder at vi alle burde være feminister (vidunderligt essay – oplagt læsning til dagen i dag, hvis ikke allerede du har haft fornøjelsen!). Verden kan da kun blive bedre, hvis vi alle kunne blive enige om, at enhver, uanset køn, skal have lov at udfolde sit fulde potentiale på lige vilkår med alle andre.
Jeg tror det er på tide, at feminismen meget tydeligt og pædagogisk rækker ud efter den anden halvdel; altså mændene. Jeg ved godt, at der ikke automatisk ligger et indbygget mandehad i feminismen. Omvendt; når nu vi kan konstatere, at det, i hvert fald for nogen, ser sådan ud, så går der vel ingen skår af os ved at rette op på den misforståelse.
Jeg kunne godt tænke mig, at 2018 blev året, hvor vi fandt ud af at kæmpe sammen, alle sammen, for at få en bedre, tryggere, mere ligeværdig og friere verden for alle.
Og så kan det jo også være, at vi dermed nedsætter risikoen for, at Kvindernes Internationale Kampdag udvikler sig til at blive en forfladiget parodi, som det desværre er sket i en del lande. Jeg har blandt andet holdt 8. marts i Burkina Faso og Riga, og var ærligt talt chokeret over at se, hvordan dagen var blevet annekteret af trælse patriarkalske strukturer (undskyld retorikken), så den udelukkende handlede om, at mændene skulle tilbede deres (sic!!) kvinder med blomster og søde ord. Ikke at blomster og søde ord er den hornede djævel selv, men at reducere kampen for ligestilling til dét…
Ja Pia igen ret så stærke ord med både alvor og et glimt i øjet, og ret skønt at se en buddhistisk leder med den karakter 🙂 . Men lidt tilbage i tiden hvor jeg oplevede en krise i forholdet med min eks fordi der pludselig skulle nye roller på. 40 år,( jeg tror 1978.) Jeg havde i min selvforståelse en ide om jeg var blød mand, men måske ikke på den rigtige måde. Bølgerne som nok har været nødvendige har jo så bølget frem og tilbage siden med forskellige fokuspunkter, og som alt andet i evig forandring, men derfor kan vi jo godt kæmpe for en forandring i fællesskab.