Læseudfordring; hvordan gik det med dét?

Lige om lidt hopper jeg på et fly til Rio, men inden da vil jeg lige opdatere jer på, hvordan det gik med den udfordring jeg gav mig selv i sidste uge. Jeg havde jo udfordret mig selv til at læse fem bøger i ugens løb; en fra hver af følgende kategorier:

1. en bog som har ventet på mig i over et år,
2. en af mine nyeste erhvervelser,
3. den første bog i en serie,
4. en opfølger til en serie,
5. en bog som lå langt fra min komfortzone.

Lake House har stået på min læseliste i umindelige tider. Det er såmænd ikke fordi der er tale om stor, banebrydende litteratur, men jeg har fået den anbefalet flere gange, af forskellige mennesker som jeg typisk deler læsesmag med. Jeg synes måske den skuffede en lille smule, men det kan meget vel have været fordi mine forventninger var så høje. Det er en fin roman med mange lag og et godt mysterium – og den slags er aldrig skidt!

Den her var rigtig fin. Jeg kender Emilia Van Hauen fra medierne som en dygtig, intelligent og genialt velskrivende kvinde. Når man dertil lægger en besnærende titel, burde det jo kun kunne blive godt – og det var det. Jeg elsker hendes opfordring til at bruge kønnet som en styrke i stedet for en begrænsning; at dyrke det feminine, og ikke hoppe på den med, at en drengepige er det sejeste man kan være (og at en tøsedreng omvendt er det værst tænkelige). Det er muligt at vi er opvokset med, at kvinder der manifesterer traditionelt mandlige kvaliteter er seje, mens mænd der omvendt manifesterer kvindelige kvaliteter er lidt vattede, men de kvindelige kvaliteter er alt for kraftfulde og nødvendige til at vi skal undskylde for dem, pakke dem ned, og lege at vi er mænd. Vi er kvinder, og det er sejt. Ikke på kinder-kirche-küche måden, men på den stærke og skabende vis.

Første del af Zafóns trilogi, som jeg knuselskede. Den lover rigtig godt for de to følgende bøger, som jeg slet ikke kan vente med at tage fat på! Historien er den gamle og velafprøvede, om det godes kamp mod det onde, og begærets kamp mod fornuften. Tågens Fyrste tilbyder at opfylde dit inderligste ønske, men prisen er høj – og han går langt for at sikre sig, at den bliver betalt.

Dejligt spændende, og krybende uhyggelig på den lækre måde – alt sammen båret på fornemmeste vis af Zafóns geniale og finurlige sprog.

Jeg er vild med hiker-bøger. Stadig. Dejligt at være ude i naturen, men næsten lige så godt at være det hjemme fra sofaen. Også varmere på den måde, jo.

Adams fortæller, i to bøger, om sin 3500 km lange hike ad Appalachian Trail. Som enhver god hikerbog beretter også denne her (som er nr. to i serien og således passer ind i min kategori 4) om, hvor festligt galt det kan gå, når man bider mere af, end man nødvendigvis kan tygge. Bogen her gør det på den skønneste, tørre britiske facon, så tårerne trillede mig ned ad kinderne af grin under læsningen.

SPOILER-ALERT!

Hvis du ikke har nydt denne bog endnu, har du muligvis ikke lyst til at læse nedenstående.

Rejser i scriptoriet er en bog jeg var blevet advaret om. Den var ikke spor god, havde jeg fået at vide.

Der findes dem som hævder, at nøglen til konstant glæde er lave forventninger – om det passer, skal jeg ikke kunne sige, men sikkert er det, at den af ugens fem bøger, der havde fået varme ord med på vejen, skuffede mig lidt, mens denne, som havde fået en mere ublid medfart, overraskede positivt.

Jeg er Auster-fan, og det hjælper selvfølgelig altid, og måske specielt på en bog, som nærmest er en reflektion over hans forfatterskab. Hvad sker der med en forfatters fiktive figurer, når han lægger pennen fra sig? Har de fået deres eget liv? Er de altid tilfredse med den skæbne, han har udtænkt for dem? I denne bog møder vi en masse af de velkendte karakterer fra Austers romaner – og de er ikke alle sammen nødvendigvis udelt begejstrede for ham!

Tilbage til forsiden