En hilsen fra Italien, hvor jeg nyder livet i fulde drag. I dag forlader vi vores fortryllede stenhus, og kører til Gardasøen. Der skal vi tilbringe en uge på camping med yngstesønnen og hans familie, inden vi alle tager tilbage til Como, og mødes med ældstesønnen og hans familie igen.
Det bliver lidt en tur ad mindernes sti, det her med campingferie, for det har vi faktisk ikke gjort siden 2006 – men før det, var det vores almindelige måde at feriere på. Uanset hvordan man holder sin ferie, så er der bare nogle helt særlige ingredienser, der gør en tur til ferie for mig.
Det er noget med ineffektivitet, ophøjet til en kunstart. Ingen planer, ingen retning – et lykkeligt afkald på Det Store Overblik. Det er at give slip, at have god tid til at falde i forundring, falde i staver, falde i søvn… Det er, når det er helt okay, at det tager to en halv time at købe ind til aftensmaden. Det er at gøre hvad der falder én ind; at være oppe til langt ude på natten, fordi man fortaber sig i en god snak, at stå op når fuglene begynder at synge den nye dag ind, at spise når man er sulten. Også selvom det betyder, at frokosten så tit bare bliver lidt bresaola og brie, som indtages med knasende frisk brød i skyggen af et venligt træ.
Lange dage, hvor solen blidt napper i kinderne, og man aldrig rigtig kommer ud af den badedragt, man trak på som det første om morgenen; hvor håret krøller virkelig sjovt, og det slet intet betyder. For hvem kan bekymre sig om at tage sig ud, når man i stedet kan holde i den hånd, man holder allermest af…?
Ferie er at huske, at den største perfektion findes i det uperfekte!
Det lyder som en virkelig dejlig ferie 🙂 jeg sidder hjemme og kigger ud på regnvejr og 16 grader. Kh. Birgitte
Det er dejligt. Overjordisk dejligt
Vi har kæmpe tordenvejr nærmest hver aften, men det er selvfølgelig ikke helt det samme som 16 grader og heldagsregn…
Rigtig god ferie!
Vi sidder selv i et skønt landshus sammen med vores yngste søn og hans kæreste med udsigt over Garda og Gardasøen og har stadig en uge tilbage. Her er bare pragtfuldt!
Og ligesom jer har vi mange dejlige minder herfra, både fra camping og ferie i lejligheder med børnene omkring Gardasøen.
Italien er en perle og et land vi altid vender tilbage til.
Fortsat god ferie!
Knus Vibeke
Hvor sjovt – så kan vi jo nærmest vinke til hinanden!
Rigtig god ferie til jer 🙂