En uge med store følelser, kan man vist roligt sige. En foreløbig afslutning på det tunge, som har fyldt så uendeligt meget de sidste fire år, og et gensyn med det sted, jeg elsker højest af alle. Oven i købet sammen med de fleste af dem jeg elsker allermest, og med viden om, at stort set hele resten snart støder til. Og, som kirsebærret på toppen, med udsigt til hele to måneder i paradis.
Jeg ved ikke, om det helt er gået op for mig, at det tunge er slut. Har nok stadig en fornemmelse af, at det da ikke kan passe – men det gør det! Den endelige afslutning må jeg vente lidt mere på, men nu har vi gjort hvad vi kunne. Resten er ude af vores hænder, og det er på én gang skræmmende og sælsomt rart.
En smuk køretur gennem Alperne, og nu er vi her. Lige her, hvor jeg allerhelst vil være. Og det er godt, og jeg nyder det i fulde drag. Lange, solkyssede dage, fyldt med godt selskab, god mad og god tid.
Der sker noget forunderligt, når man ved at der er masser af tid. At man ikke behøver skynde sig at nyde, men kan tage det hele ind i små, delikate bidder. Fordi det bare bliver ved og ved, og leves allerbedst i det små.
Vi har jo haft gang i noget terrasseprojekt hernede, og det er så færdigt, som det skal være. Der mangler stadig en masse, men ikke noget vigtigt – alt det vigtige er på plads, og resten skal vi gå og nusse om de næste måneder. I fred og ro, og hele tiden med forventningens glæde, som jo ikke er at kimse ad.
I går pakkede vi igen bilen. Vi kørte en smule på tværs af herlige Italien, for at lande ved Gardasøen, hvor vi mødtes med resten af familien. Nu står den på en uges camping; en tur ad mindernes sti i det skønne landskab, vi har så mange dejlige minder fra, og derefter drager vi i samlet flok tilbage til mit fortryllede hus ved Como. Ikke noget skidt at sige om noget som helst, med andre ord.
Jeg ønsker jer alle en magisk uge, hvor end I tilbringer den!
