Langsom Lørdag – Hjertes Vej

Om foråret skal man ud og gå. At gå er noget af det skønneste, man kan foretage sig. Man kan gå i fællesskab, få talt om de store ting og de små, man kan tie og bare nyde samhørigheden, eller man kan gå alene. Man kan gå med et mål, eller man kan bare gå.

Og netop i denne forbindelse kan jeg (igen) læne mig op ad den buddhistiske tradition, hvor vandring og pilgrimsfærd er en stor ting. Ikke kun i form af en traditionel pilgrimsfærd fra A til B, men også en rejse uden mål; en pilgrimsfærd til din egen sande natur.

Ideen om sådan en pilgrimsfærd stammer tilbage fra det gamle Kina, og er perfektioneret af de berømte Tendai Marathon Munke. Disse munke gennemgår ti års træning, som er nærmest umenneskelig hård, og bl.a. involverer hundrede dage i træk, hvor de gårr to fulde maraton ( i strå-sandaler…) om dagen – alt imens de naturligvis passer deres almindelige fuldtidsjob i templet. Kaihogyo, hedder deres praksis, men mindre kan også gøre det.

Kokorodo (oversat til Hjertes Vej) er en tillempning af den traditionelle Kaihogyo, og er en pilgrimsfærd, hvor man går Hjertets Vej, uanset om den så fører rundt omkring et bjerg eller ud ad en flad dansk landevej.

Det er en praksis som altid vækker glæde, når folk bliver introduceret til den. Danskere er gode vandrere, som glad og gerne træder i H.C. Andersens og Kierkegaards store fodspor, og rigtig mange af os sætter pris på den klarhed og glæde der opstår, når sindet falder til ro i føddernes taktfaste rytme.

På en traditionel Kokorodo chanter (messer/fremsiger) man ofte et mantra mens man går. Det er blandt andet tænkt  som en hjælp til at forankre sindet i nuet, så det ikke begynder at strejfe, som det jo ellers så ofte gør, når man ellers er ude at gå. Mantraet kan ses som det, der beskytter sindet mod vrøvl. Ideen bag det er, at hvis du har overskud til at vrøvle i dit hoved, har du også overskud til at chante i dit hoved, og det er meget bedre for dig. Naturligvis behøver du ikke at bruge et mantra. Du kan sagtens vælge at gå helt uden, hvis du er i stand til at fastholde sin opmærksomhed. – mantraet er udelukkende tænkt som en hjælp.

Et kendetegn ved Kokorodo, som adskiller den fra en almindelig vandretur, er at man opsøger de steder i naturen, som synes at afspejle Buddhanaturen stærkere og tydeligere end sædvanligt. Jeg tror alle kender den slags steder. De taler lidt højere til én end andre steder, og giver en afklaret ro, hvis man tager sig tid til at nyde dem. De er ofte meget smukke, men ikke nødvendigvis – nogen gange er de der bare, helt uden falbelader og fyrværkeri.

En Kokorodo kan være så lang eller kort som man synes, men for de fleste tager det nogen tid at komme rigtig i gang, hvorfor jeg almindeligvis anbefaler at man afsætter mindst 2-4 timer til projektet. Det er en stor fordel, hvis man har planlagt ruten på forhånd, så man dels kan finde vej både ud og hjem, og dels kender terrænet, så man ved hvilke udfordringer man eventuelt vil møde. Følg din rute, et skridt ad gangen, giv dig tid til at stoppe og reflektere de steder som er særlige, og overgiv dig til enten det mantra du vælger at gå med, eller til det at bare gå. Så kommer resten helt af sig selv.

Måske ses vi derude?

Måske vil du også læse...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.