Jeg holder så uendelig meget af efteråret. Jeg betages af den måde, naturen trækker sig sammen på. Instinktivt minder det mig om, hvordan mit eget liv også udvider sig og trækker sig sammen – hvordan alt, hvad der fødes, også vil dø.
Det lyder måske sørgmodigt, sådan at lade tankerne dvæle ved døden, men det opleves ikke som sørgmodigt. Det opleves snarere som betryggende. Det minder mig om, hvor uendeligt lille jeg er i det store kredsløb, og det kan faktisk være vældigt befriende.
Når man indser, hvor betydningsløs man er, åbner der sig en verden af frihed. Jeg kan ikke kontrollere hele verden – og med en bevidsthed om min egen ubetydelighed bliver det også klart, at jeg ikke engang behøver at prøve.
Verden vil gøre, som den gør. Den er konstant i bevægelse, konstant i forandring. Vi tager alle del i denne ud- og indvikling, gennem alle vores tanker, ord og handlinger – men ingen af os kontrollerer den. Vi sameksisterer. Vi lever sammen med alle de levende væsner vi deler verden med, med naturlovene og med de ikke-levende ting som sten, jord, luft og varme. Alle disse forskellige fænomener påvirker hinanden, og jeg er bare ét af disse mange fænomener. Mine handlinger påvirker alt (jvf Sommerfugleeffekten), men isoleret set er det indlysende, at ingen af disse handlinger, eller dem alle i forening, nogensinde vil kunne kontrollere alt. Eller noget overhovedet…
Kontrol er en illusion. Drømmen om kontrol gør os sårbare, til dels fordi den er i strid med selve livets natur, men også fordi den gør os travle. Den får os til at jage det uopnåelige, og tvinger os ud på en håbløs færd, som hurtigt kan komme til at optage alle vores vågne timer. Hvis man en dag får nok af travlheden, kan man vende sig bort fra drømmen om kontrol, og i stedet give lov til, at livet udfolder sig, som det nu engang gør. Man kan træde ind i livets strøm, men det kræver at man opgiver drømmen om at kunne styre det. I bytte for drømmen får man noget meget fint: man får muligheden for at kunne være til stede i livet. Og er man der, midt i livet, åbnes der med ét for helt nye muligheder. I bytte for den illusoriske kontrol over hele verden, får man noget meget mere værdifuldt: man får kontrollen over sine egne valg.
Hvor kan jeg finde tilstrækkeligt med læder;
et stykke som kan dække hele jorden?
Læder nok til at dække mine fødder
er rigeligt, mere behøver jeg ikke.Jeg kan ikke kontrollere
hele verden omkring mig –
men har jeg kontrol over mit sind
behøver jeg ikke at kontrollere andet.Bodhicaryavatara, Shantideva
Jeg kan følge det, du siger, Pia. Der ligger en stor frihed i at slippe kontrollen. At huske at man alligevel ikke kan styre så meget, og at der er stærkere kræfter derude. Det synes jeg, at man (jeg) bliver bedre til med alderen. Men den lille kontrol (styr på ugens madplan, oprydning af laden, rengøring af huset) er jeg virkelig dårlig til at slippe. Og det gør måske heller ikke så meget, for den fører en vis orden – som jeg godt kan lide – med sig. Men jeg gad godt kunne slippe også den lille, dagligdags kontrol bare lidt engang imellem … 🙂
Der minder vi vist meget om hinanden! Den lille kontrol er jeg også svært glad for, fordi den får hverdagen til at glide. Jeg tror heller ikke den skader os, sådan som illusionen om den Store Kontrol gør – for vores to-do lister bilder os ikke noget ind. De hjælper os bare med at få de praktiske gøremål ud af hovedet og ned på papir i stedet. Kunsten er så ‘bare’ ikke at lade sig styre af listerne….